Fortsæt til indhold

Klar til kamp - Venstre og resten af byrådet ruller kanonerne ud for Røndes historiske festival

Debat
Marianne Kirkegaard(V). Medlem af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget
Christoffer Pedersen(V), 1. viceborgmester

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Flere kanoner og dragoner? Kæmpe JA fra Venstre.

Den historiske festival i Rønde; Kanoner og dragoner er et fantastisk arrangement, som taler til både børn, unge og ældre.

I Venstre vil vi arbejde for, at festivalen kan fortsætte og videreudvikles.

I Venstre var vi ærgerlige over i december at kunne læse, at foreningen Kalø 1849 ikke så sig i stand til at fortsætte den meget succesfulde historiske festival i Rønde bypark.

Derfor er det nu ekstra glædeligt at foreningen, som har været i dialog med forvaltningen, har meldt ud at de gerne vil fortsætte som samarbejdspartner omkring festivalen – om end ikke som hovedansvarlige, som de hidtil har været.

I Venstre vil vi gerne være med til at se på, om vi fra kommunens side kan gøre noget mere for at sikre, at festivalen også kan gennemføres fremadrettet.

I Venstre ser vi dog også vigtigheden af at alle de kulturelle aktører der har bidraget i festivalen støtter op, og at også yderligere interesserede kan være med til at støtte og videreudvikle kanoner og dragoner.

Der har heldigvis allerede meldt sig nye interesserede aktører, og det er hvad festivalen fortsat skal være kendetegnet ved - at Kanoner og dragoner er båret af rigtig mange ildsjæle og frivillige, og i et frugtbart samarbejde med kommunen.

Kanoner og dragoner er nemlig et super godt eksempel på, hvordan civilsamfundet og kommunen kan løfte opgaver sammen. På Kultur- fritids- og landdistriktsudvalgets møde 17. januar 2023 var der glædeligvis enighed om at støtte op om den historiske festival, at festivalen primært skal drives af frivillige foreninger, som også skal være den styrende kraft for festivalen.

Derfor inviteres alle de aktører, der hidtil har været med til at skabe festivalen til et møde om, hvordan festivalen kan videreføres.

Mødet bliver åbent for nye og andre interesserede aktører der vil bidrage til festivalen og altså med henblik på som oprindelig planlagt til afholdelse af festivalen igen i 2024.

Kanoner og dragoner er helt klart kommet for at blive en årligt tilbagevendende historisk festival og som vi ved rigtig mange glæder sig til.«