Fortsæt til indhold

Håbet kræver handling

Debat
Nina Bjarup VetterFormand miljøforeningen BLAK

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tak til borgmester Michael Stegger Jensen (S) for at reagere konstruktivt på indlægget om en Marin Naturnationalpark i havet omkring Syddjurs.

Det er positivt, at der omsider er kommet fokus på havet og enighed om at skride til handling og arbejde for visionen. Omvendt er det begrædeligt på alle parametre, at det skulle gå så vidt, før der reageres.

For selvom vi glæder os overmåde over responsen, så er glæden tilsat en håbløshed.

Forude ligger der, som følge af års politiske forsømmelser, irreversible tab og en måske umulig opgave.

En opgave, som selv rundhåndede milliarder og længe ventet politisk enighed ikke nødvendigvis kan løse. Havets naturlige tilstand er uhyre vanskelig at genoprette.

Realistisk set kommer man ikke i mål, før berøringsangsten over for de få afløses af handlekraft på vegne af de mange.

Hermed sagt, at det princip om frivillige aftaler, som hidtil har været praktiseret, når det kommer til landbrugs- og fiskerierhvervet, har spillet endegyldigt fallit.

Og hermed også sagt, at der skal ses på råderetten over jorden og råderetten til havets fisk. Jorden er ikke en hvilken som helst handelsvare, men dyrs og planters levesteder.

De få, men meget store, industrielle landbrug er blevet så rigeligt forgyldt allerede for at gøre alt det forkerte. Og havet har alt for længe været ta’ selv trawl for få, men store fiskeskippere.

Igen, det er desværre ikke i hænderne på jer kommunale politikere at træffe disse overordnede kursskifter, men om havet og håbet skal reddes, er det det, der skal til.

Sker det, og vi får en Marin Naturnationalpark, kan vi se frem til et Syddjurs med dyrkningsfri naturområder langs alle vores kyster, med langt flere søer, vandhuller og rislende bække, som slynger sig smukt i landskabet. Og om alt går vel, kan livet atter trives i havet til glæde for mennesker, dyr og planter.

Men håbet kræver øjeblikkelig og radikal handling; så kan der til gengæld skabes stor forvandling.