Ålegræs som redningsplanke: »Vi er nok kommet til at oversælge ideen«

Havet og havbunden er i krise. Der er dødt, iltsvind og fedtemøg, og alle er enige om, at noget må gøres.

Men hvad kan man gøre?

Man kan plante ålegræs, som indtil for nylig blev udråbt til at være et af de helt store stykker værktøj i den marine redningskasse.

Landet over har organisationer, tænketanke, nationalparker, frivillige og kommuner samarbejdet om udplantningsprojekter, og gerne med så meget mediebevågenhed som muligt.

For det ser jo godt ud, når en borgmester, som Kasper Bjerregaard (V) fra Norddjurs Kommune, trækker i en våddragt og planter ålegræs med skolebørn i forsøget på at redde havmiljøet, som han gjorde det før sommerferien.

At ålegræssets status som klimaets redningsplanke stod for fald, vidste Kasper Bjerregaard retfærdigvis ikke, da han poserede i våddragt, og hans motiv for at deltage har ganske givet været hæderlige og af hensyn til havmiljøet.

Det var de sikkert også, da han og Havsamarbejdet i Østjylland, som består af syv kommuner, i starten af oktober var vært ved et borgermøde på Kattegatcentret i Grenaa om havmiljøet.

Her fremhævede de gentagende gange deres ålegræsprojekter som eksempler på, hvordan havsamarbejdet aktivt gør noget for havmiljøet.

Det er de langt fra de eneste, der har gjort, og derfor har forskere for nylig været ude med en løftet pegefinger.

For selv om ålegræs har egenskaber, der kan forbedre et havmiljø, så er det desværre ikke helt så mange, som man troede.

Det har været kendt siden maj i år, hvor 28 havforskere og administratorer, der arbejder med tang, ålegræs og omsætningen af kulstof og kvælstof i havet, var samlet til en konference.

Det var de, ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet, netop på grund af en række fængende avisoverskrifter, eksempelvis: ’De blå skove kan binde mere end Danmarks-CO₂ udledning’, hvor de blå skove henviser til ålegræsenge i danske, kystnære områder.

De skulle drøfte, om planterne har en afgørende rolle for at deponere kulstof og kvælstof i vores fjorde og kystnære områder.

Med andre ord: Er ålegræs den redningsplanke for klimaet, som det er udråbt til at være?

Svaret var et klart nej.

Hidtil har historien om superplanten ålegræs, meget enkelt forklaret, været, at planten tilbageholder store mængder kulstof og dermed har en afgørende rolle for CO2 balancen og klimaet.

Det viste sig ikke at være korrekt, for når ålegræsset nedbrydes, bliver den optagne CO2 frigivet igen, præcis som når et træ vælter og rådner.

Efter konferencen lød det i pressemeddelelsen:

»De mange tiltag til udplantning af ålegræs, der er under opsejling i mange forskellige sammenhænge, er et udtryk for, at mange gerne vil gøre noget aktivt for et bedre havmiljø. Der var bred enighed blandt forskerne om, at udplantning af ålegræs ikke kan erstatte andre miljøforbedrende initiativer, ligesom det er vigtigt at udplantning af ålegræs, ikke bliver brugt til ”greenwashing”.

Forskerne savede altså redningsplanken midt over, men der kan stadig være fornuft i de mange ålegræsprojekter.

Vi skal plante klogere

Thomas Stampe Petersen er biolog ved National Park Mols Bjerge og er både privat og arbejdsmæssigt dybt optaget af havmiljøet.

En del af nationalparken ligger under havoverfladen langs Syddjurs kyster, og derfor har Thomas Stampe Petersen også i det regi faciliteret ålegræsprojekter.

»Man er over en bred kam nok kommet til at oversælge det her ålegræs som en snuptagsløsning på at redde havet. Jeg har selv været én af dem, men det har vist sig at være lidt mere nuanceret.«

Når han alligevel siger, at der er fornuft i at lave ålegræsprojekter, så skyldes det to ting.

»Det ene er, at ålegræs har en kæmpe betydning for biodiversitet i de kystnære områder. Det giver fiskeyngel mulighed for at gemme sig på en havbund, der ellers er tom og død. Det andet er, at udplantning af ålegræs er en god formidlingsrampe til både børn og andre. Man skal selvfølgelig ikke greenwashe sine miljøpolitiske indsatser, men det giver faktisk mening, når en borgmester trækker i våddragten.«

I dag laver nationalparken ikke længere sine egne ålegræsprojekter, men har koblet sig på dem, som den landsdækkende Tænketanken Hav sætter i søen.

Og der er stadig masser af udplantning, men på baggrund af forskernes udmelding gøres det nu på en anden måde.

»Vi skal plante klogere, end vi hidtil har gjort. Før blev der lavet relativt omfangsrige udplantninger, men nu laver vi små testområder med få planter for at se, om de overhovedet kan fæstne sig, og på den måde afklare, hvor det har størst virkning,« fortæller Thomas Stampe Petersen.

Det hilser forskergruppen meget velkommen.

»Selv om planterne ikke deponerer kulstof i havbunden, er ålegræs og tang alligevel vigtige for en række andre forhold i havet, især biodiversiteten. Derfor giver det stadig mening at få planterne til at brede sig over så store områder som muligt.«

Men det må ikke blive en kompensation for en manglende indsats på land.

Det er borgmester Kasper Bjerregaard enig i.

»Udplantning af ålegræs hverken kan eller må stå alene i arbejdet med at forbedre havmiljøet. Det er jeg sikker på, at ingen nogensinde har forestillet sig. Men ålegræsprojektet bidrager til biodiversiteten i havet, og så tjener det som eksempel på en konkret indsats, som borgere og virksomheder kan gennemføre. Det deltager jeg gerne i at promovere på alle de måder jeg kan. Ålegræs løser ikke klimakrisen i havet alene, men kan - sammen med andre tiltag - forhåbentlig bidrage til et bedre havmiljø.«

Formand for det østjyske havsamarbejde, Michael Stegger Jensen (S), borgmester i Syddjurs Kommune, føler sig også kaldet til at kommentere.

»Selvfølgelig kan udplantning af ålegræs ikke stå alene. Det fremgår også tydeligt af den strategi, vi er ved at lave i Havsamarbejdet. Det vigtigste for havmiljøet er dog, som jeg også har været ude at sige mange gange, at udledningen af næringsstoffer skal reduceres.«

Og det ligger helt i tråd med forskerne fra konferencen, der enstemmigt peger på, at der skal ske en markant og hurtig reduktion af udledningen af næringsstoffer til havmiljøet, før forholdene igen bliver egnet til en genvækst af planterne.

»Det er helt afgørende, at vi fra dansk side her og nu udfører en reel og målrettet indsats for at reducere tilførslen af næringsstoffer fra især landbruget. Og det skal ske NU,« lyder det fra forskerne.

Thomas Stampe Petersen forklarer det således:

»Det, de siger, er, at vi skal være ærlige. Vi kan godt plante ålegræs, men så længe vi udleder så mange næringsstoffer, så batter det ikke noget. Vi er nødt til at få styr på landsiden først.«