Tidligere kandidat til KV25 - »Jeg er stadig bare et CPR-nummer i systemet«
Gentagne skift af sagsbehandlere skaber usikkerhed og svigt i tillidsopbygningen, mener Hanne Høgh Larsen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mød mig som kvinde og menneske - ikke som et nummer i systemet.
En af mine mærkesager under valgkampen var mødet med Jobcenter Syddjurs. Vi, der er i dialog med Jobcenter Syddjurs, skal mødes med ordentlighed og værdighed. Vi skal tales med og ikke til. Vi skal mødes i tillid og ikke i mistillid. Og vi har brug for hurtig og ansvarlig sagsbehandling.
For mig kræver det tid at opbygge tillid, da jeg tidligere har oplevet så meget svigt i systemet.
Jeg har tidligere oplevet alvorligt svigt i Jobcenter Syddjurs. Langsom sagsbehandling, sagsbehandlere der talte ned til mig, misforståelser og useriøs snak. Jeg følte mig ikke mødt som menneske, men som et nummer i systemet.
Siden september 2023 har jeg været ind og ud af ordinære job og dermed også ind og ud af kontakten med jobcentret. I starten mødte jeg en sagsbehandler, hvor samarbejdet var præget af netop det, jeg tidligere har oplevet. Først efter klager direkte til sagsbehandleren, dennes leder og til kommunalpolitikere fik jeg en ny sagsbehandler. Her begyndte kommunikationen at fungere.
Fra februar 2025 til slutningen af august 2025 var jeg i arbejde. Først i et job på 25 timer med supplerende dagpenge og senere i et fuldtidsjob. Jeg var glad for arbejdet, og arbejdsgiver og kollegaer var glade for mig. Desværre kunne mit helbred ikke holde til sidst, og trods stor modvilje måtte jeg igen gå den tunge vej tilbage til dagpenge og jobcenter.
Et nyt samarbejde med endnu en ny sagsbehandler skulle nu starte op. For mig kræver det tid at opbygge tillid, da jeg tidligere har oplevet så meget svigt i systemet. Samtidig blev der koblet en erhvervskonsulent på min sag, som jeg har været i dialog med i omkring et år.
Selv om kommunikationen fungerer, og både sagsbehandler og erhvervskonsulent fremstår kompetente, imødekommende og ser kvinden bag CPR-nummeret, oplever jeg stadig langsom sagsbehandling. Jeg har gentagne gange sagt: Vi har travlt, mine dagpenge løber ud til sommer. Svaret har været: Der er god tid. Pludselig er udløbsdatoen der.
Jeg oplever, at jeg har svært ved at trænge igennem. Samtidig vil jeg understrege, at jeg oplever to dygtige medarbejdere, som inden for systemets rammer har forsøgt at gøre deres bedste.
Sagsbehandleren har brugt tid på at rette mit CV, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Der har været ekstra møder ud over de lovpligtige, og erhvervskonsulenten har givet konkrete input til ansøgninger. Tak for det. De har handlet inden for de begrænsninger, som lovgivningen og de politiske beslutninger sætter.
Jeg søger mange stillinger og søger bredt. Jeg modtager mange afslag, det gør andre også, det ved jeg. Men jeg har også oplevet arbejdsgivere ringe og stille spørgsmål ved mine kompetencer, selv om jeg er tydelig i mine ansøgninger. Jeg har oplevet at få afslag to gange inden for få minutter på samme ansøgning, med beskeden om at stillingen var besat, for få dage senere at se samme stilling slået op igen. Jeg opfyldte alle de kompetencer, de efterspurgte.
Den 22. december 2025 havde jeg møde med sagsbehandler og erhvervskonsulent. Vi talte om forskellige muligheder i forhold til mine kompetencer og om det faktum, at jeg er meget slidt både fysisk og mentalt. Jeg blev vred og frustreret. Ikke på de mennesker, jeg sad overfor, men på et system, der er så råddent og menneskefjernt. Et system med regler og love, der er vedtaget politisk, men som i praksis ofte overser mennesket og kun ser et CPR-nummer.
Mødet sluttede med, at sagsbehandleren oplyste, at denne ikke længere er min sagsbehandler, da vedkommende skal overgå til andre opgaver. Hvorfor bliver en dygtig sagsbehandler taget fra mig netop nu, hvor samarbejdet er begyndt at fungere? Hvordan skal jeg igen starte forfra med at opbygge tillid? Vil den næste sagsbehandler være lige så rummelig, empatisk og tålmodig? For mig føles det som endnu et svigt fra systemet.
Jeg er en stærk kvinde, men jeg viser også, at jeg er sårbar og skrøbelig. Jeg er et menneske med erfaring, ressourcer og vilje. Jeg mangler ikke motivation. Jeg mangler et system, der kan rumme mennesker, også når livet slår knuder.
Måske findes der derude en rummelig og empatisk arbejdsgiver, som tør se mennesket bag CV’et og den lidt skæve profil. Jeg har meget at give. Mange kompetencer. Og mod.
Tak fordi I læste med.