Efter seks år er Ida afklaret med, hvad hun vil, men den usikre fremtid skræmmer alligevel lidt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er noget ved afslutninger, som får spørgsmålene til at melde sig. Når man nærmer sig et farvel, vil omverdenen gerne vide, hvad der kommer bagefter.

Jeg er færdig med mit studie til sommer. Til den tid kan jeg kalde mig cand.theol. Seks år er gået, siden jeg flyttede til Aarhus. Seks år med undervisning, studiejobs, tidlige morgener og lange aftener med tanker om tro, mennesker og mig selv. Det er år, der har formet mig, og som jeg nu står med i hænderne, når folk spørger: Hvad skal du så?

Et spørgsmål, som for mig ikke svært at svare på. For jeg er afklaret med mit svar – jeg vil være præst!

Men der ligger alligevel noget usikkert i det, for hvorhen og hvornår er stadig åbent. For det afhænger af, hvad der er ledigt til den tid. Og nu skal jeg lige aflevere speciale først og så et halvt år på pastoralseminariet.

Men jeg bærer nok også min egen ”lille” tvivl om det hele – ved siden af alle ønskerne og drømmene. For det er som om farvellet til studiet er mere end bare en afslutning for mig. Det er noget stort og nyt. Det er det rigtige voksenliv, der snart begynder. En overgang med en masse ansvar på mine skuldre.

En overgang, som godt kan være en lille smule skræmmende. For kan jeg nu klare det?

Men det er også en overgang, som min tid som præstekadet her i Favrskov Provsti kun har hjulpet mig til at stå bedre i.

For her har jeg stået i kirkerummet, i sognegårde og i akademiets lokaler og fået lov til på egen hånd at stifte bekendtskab med alt det, der venter. Jeg har fået min rygsæk fyldt godt op med en masse læring og erfaring, og jeg har haft snart to fantastiske år.

Jeg har fået lov til at bruge min teologi ude i den virkelige verden. Jeg har brudt mine nerver ned og byttet dem ud med ro og glæde. Jeg har fået så meget meningsgivende med mig i alt fra mødet med præsterne, konfirmanderne, i undervisningen, og når jeg har stået foran menighederne og prædiket de prædikener, som jeg selv har skrevet.

Noget, som måske kommer til at gøre den kommende overgang lidt blødere.

For et farvel bliver måske aldrig let, men jeg tror heller ikke dette bliver helt tomt.

For vi, som mennesker, er skabt i Guds billede, og med os bærer vi et ansvar og en retning, selv før vi kender vejen. Kristus viser os, at livet kan gives igen, også midt i skrøbelighed og vaklende skridt. Hans eksempel minder os om, at tro og bøn kan bære os, når vejen er uklar – og at selv de mindste skridt fremad tæller. For ligesom disciplene måtte træde frem, kan også vi tage små skridt med tillid, og hvert et skridt kan blive til spor af liv og håb, der rækker videre, selv ind i det ukendte.

For det er i dette spændingsfelt mellem erfaringer, tvivl og tillid, at livet udfolder sig, og hvor vi lærer at lade os forme af det, vi møder undervejs.

Så når vi træder ud af det kendte og ind i det nye, der kan vi genkende os selv i Bibelens fortællinger. Vi er kaldet, men vejen udfolder sig først, mens vi går den. Jeg ved, hvad jeg er kaldet til, men ikke helt, hvordan eller hvor det vil udfolde sig. Jeg bærer en masse erfaring og viden med mig, men også tvivl, spørgsmål og savn.

Men måske er det netop sådan, det skal være.

Måske er det helt okay, at tingene til tider føles svære og vemodige.

For overgange er sjældent tomme rum. Men de er en form for nyskabelse. De er steder, hvor noget går videre, og hvor vi kan træde frem med tillid, uden alle svarene.

Og vi kender vel alle de farveller, hvor tårerne triller ned ad kinderne, fordi det hele har været så værdsat, og hvor vi både frygter og glæder os til det, der ligger foran os.

Ja – overgange er nok bare ikke noget, vi nogensinde kan mestre fuldstændigt. Men selv når vejen virker svær og skræmmende, kan det at sætte den ene fod foran den anden skabe spor, røre liv og lade håbet vokse.

Og måske er det netop derfor, at vi i farvellets stille mellemrum kan lære at gå med tilliden og lade livet udfolde sig.