Fortsæt til indhold

Kom med indenfor i det kreative kaos

Kunstnere fra hele Østjylland åbner for værksteder og atelierer, når der er Spor Kunsten. Også på Djursland er der mulighed for at få et indblik i de kunstneriske processer.

Kultur og byliv

Billedkunstner Simon Aaen bor i Rønde, hvor han også har sit lille atelier. Netop atelieret åbner han i weekenden 5. og 6. oktober for besøgende, når der er Spor Kunsten.

Det er et regionalt kunstformidlingsprojekt, hvor kunstnere og kunsthåndværkere fra hele Østjylland første weekend i oktober åbner dørene til atelierer og værksteder og inviterer nysgerrige indenfor. Og det skaber noget særligt, mener Simon Aaen, der har deltaget i Spor Kunsten flere gange.

»Jeg udstiller meget, men det her er mere intimt både for de besøgende og for kunstnerne,« siger han.

Han arbejder både med maleri, glasmaleri og bronzefigurer og hans kunst hænger i flere kirker rundt landet. Fokus i kunsten ligger på troen og naturen og på kampen mellem lys og mørke, og for ham er kunstnerens rolle især at tolke oplevelser og få dem ned på et lærred. Og det afspejler sig i atelieret.

»Mit værksted er en hule. Der er spor af 13 års kreativ proces med klatter af maling og så videre.«

Han fortæller, at han har valgt at bo på Djursland, både fordi det er tæt på naturen og på grund af det rige kunstliv, der blandt andet afspejler sig i de mange deltagende kunstnere på netop Djursland.

Simon Aaen er billedkunstner og bor i Rønde. Han er blandt de kunstnere, som i weekenden 5. og 6. oktober inviterer inden for i værkstedet. Pressefoto

Vigtigt fællesskab

Her er der nemlig i alt 13 kunstnere, der deltager i Spor Kunsten. De fleste af dem er fra Syddjurs Kommune. Det gælder også Jette Nørregaard, der laver papirkunst og har eget galleri i Ebeltoft. For hende er fællesskabet med andre kunstnere en vigtig del af Spor Kunsten.

»Spor Kunsten er en god måde at have forbindelse til andre kunstnere i Østjylland. Det er en fin måde at være sammen med professionelle kunstnere på,« fortæller hun.

Hendes kunst består især af billeder af håndlavet papir, sat sammen som collager med andre materialer, men hun fremstiller også figurer og smykker af papiret. Hun ser frem til at åbne værkstedet til Spor Kunsten.

»Hos mig kan man se de værker, jeg laver, og jeg kan fortælle om, hvordan jeg gør,« siger hun.

»Jeg glæder mig til, at der kommer nogen, der er nysgerrige. Jeg kan godt lide at fortælle om min kunst.«

Jette Nørregaard laver papirkunst og har eget galleri i Ebeltoft. hun glæder sig til at kunne fortælle om sin kunst, og om hvordan hun fremstiller værkerne. Foto: Hans Nørregaard

Lav din egen rute

I år er 24. gang, at der er Spor Kunsten. I alt deltager 72 professionelle kunstnere, og foruden Djursland kommer de fra Aarhus, Horsens, Herning, Viborg, Odder og Silkeborg. Arrangementet giver de besøgende en unik mulighed for at se kunstnernes arbejdsplads.

»Jeg oplever, at folk synes, at det er sjovt at besøge værkstederne og høre om processen. Og de kan godt lide, at de kan lave deres egen rute og bruge hele weekenden på det,« fortæller Simon Aaen.

Det samme oplever Jette Nørregaard, der især understreger det katalog, der bliver udformet i forbindelse med Spor Kunsten.

»Mange bruger kataloget som en guide og til at udvælge, hvem de skal besøge i år.«

I Simon Aaens atelier kan man foruden at se den kunstneriske proces også få en snak med ham - og en kop kaffe. Han er ikke i tvivl om, hvorfor man skal lægger vejen forbi:

»Der er forskel på at gå på et galleri og på at komme ind i værkstedet og det kreative kaos, der hersker der. Man kan få noget med hjem, som man ikke kan få på et galleri,« slutter han.

Du kan læse mere og planlægge din egen kunstrute på sporkunsten.dk.