Fortsæt til indhold

For anden gang på tre døgn - AGF-kunstværk raseret igen

»Det er godt nok trist,« siger en af drivkræfterne bag gavlmaleriet på Hallssti. Nu vil man til at kigge på en mere permanent løsning på problemet.

Kultur og byliv

Legendegavlen på Hallssti i det centrale Aarhus med portrætterne af AGF-legenderne Henry From, Aage Rou og John Stampe er for anden gang på bare tre døgn blevet overmalet af ukendte gerningsmænd.

»Det er godt nok trist,« siger Janus Boye, der tidligere i år var en af de centrale drivkræfter bag legendegavlen.

Han blev orienteret om det nye angreb på værket via Instagram fredag.

Gerningsmændene har været højt op for at overmale Aage Rou (th.) og Henry From. Foto: Anders Michaelsen

»Vi er nu ved at få en aftale på plads med firmaet, der fjerner graffiti, og så får vi det fjernet igen. Jeg tror desværre ikke, de kan nå ud i dag, så det kommer nok til at være der weekenden over. Men så burde firmaet kunne være der mandag morgen, så vi kan få det fjernet igen,« siger han.

»Det er jo trist, det ikke kan være i fred, men det er jo desværre heller ikke en overraskelse. Så nu må vi se, hvad vi gør fremadrettet, men jeg tror muligvis, vi kommer til at lave en mere permanent løsning på problemet, der kigger nogle år frem i tiden,« siger han.

Sådan så det ud i dag, fredag. Foto: Anders Michaelsen

Helt konkret er det en abonnementsløsning til det graffitifjerner-firma, som man nu kigger på.

»Og så kan man jo håbe, at modet går fra dem, der laver hærværket på et eller andet tidspunkt,« siger Janus Boye.

Graffitifjerner-firmaet fik man i hvert fald første gang brug for i går, hvor gavlmaleriet blev renset, efter ukendte personer natten til onsdag havde overmalet gavlen med budskabet ”Free Gaza!”.

Sådan her så der ud onsdag. Foto: Mathias Dueholm

Og det kunne lade sig gøre, fordi værket, som graffiti-maler Eske Touborg fik malet denne sommer, nemlig er ”coatet” med særlig overfladebehandling, så de ulovlige streger skulle være til at rense væk igen.

Det lykkedes i hvert fald torsdag, som avisen også har kunnet fortælle.

At maleriet overhovedet kom op på gavlen tidligere i år, var resultatet af en hurtig indsamling på få dage, hvor et væld af AGF-fans fik samlet 110.000 kroner sammen.