Populær kaffebar blev hjemløs – nu genåbner den med helt nyt koncept
Efter at være blevet smidt ud af de gamle lokaler, genopstår fællesskab nu i nye rammer med abonnementskaffe, morgensang og lokale grøntsager.
»Det er synd, hvis noget, der er godt, skal dø.«
Sådan tænkte Jesper Colombani, da han hørte, at foreningen Skindergade 5 i Ebeltoft var blevet nedlagt.
Foreningen, som rummede Go’ Kaffe ved Bjarke Jensen, galleri og kontorfællesskab, og hvor tusindvis af mennesker gennem halvandet år mødte op til blandt andet morgensang hver fredag, var blevet opsagt fra deres lejemål i huset og var fra 1. november hjemløst.
På omkring samme tid blev bygningen på Havnevej 1, kendt som Lindbergs, sat til salg, da et projekt om at forvandle stedet og den gamle, store have til lejlighedskompleks blev droppet.
Jesper Colombani, som i øvrigt driver egen virksomhed med import af blandt andet olivenolie, købte straks stedet med en makker. Han købte med hjertet og med drømmen om at skabe et sted for fællesskab.
De hjemløse fra Skindergade hoppede med.
Siden har alle – det vil sige Colombani, Bjarke, kontorfællesskabet med Lee Edwards i spidsen og galleriet, repræsenteret af anerkendte kunstnere som Micha Karlslund og Trine Drivsholm – knoklet tæt på døgnet rundt for at sætte huset i stand, og i denne weekend sker det endelig.
Lindbergs Have åbner 3. maj.
Foreløbigt med Go’ Kaffe med Bjarke Jensen i spidsen, nu med nyt og udvidet cafékoncept, men også med masser af de gamle traditioner som morgensang.
Der bliver tilbud om daglig drop-in bevægelse i haven, salg af lokalt grønt og frugt ved Bondelauget, galleri og kreativt kontorfællesskab.
Minus palaver
Bondelauget åbner sidst i maj deres butik med lokalproduceret frugt og grønt i den lille sidebygning ud til Strandvejen.
Et andet tilbud, nemlig drop-in bevægelse, står fire undervisere for: Naya, Natasja, Milan og Sally, som tirsdag til fredag byder på udendørs aktivitet i den store og smukke have.
Man dukker ganske enkelt bare op, betaler et valgfrit beløb, anbefalet på mellem 75 og 100 kroner, og så følger der også en gratis kop kaffe fra kaffebaren med. Hvis der kun er én, der møder frem, eller vejret er helt uregerligt, så aflyses, og ellers kan man se frem til 60 minutters bevægelse. De kalder det selv:
»Ikke så meget palaver, bare en god omgang bevægelse i dit kadaver.«
Der vil være elementer fra både meditation, yoga, pilates, funktionel træning og dans, og du skal komme, som du er.
For som de også siger, de fire undervisere: »Alle kroppe er gode kroppe.«
Kaffe på abonnement
Det helt store trækplaster på Havnevej bliver dog nok Bjarke Jensens kaffebar Go’ Kaffe.
Han fortæller om det sidste halve år:
»Det har været noget af en bureaukratisk omgang, for huset skulle ændres fra at være registreret som en butik til en restaurant. Det kræver en byggetilladelse, som så igen betød, at huset skal leve op til bygningsreglementet, som om det var et nyt hus, både hvad angår brandkrav og handicapadgang og så videre. Det har virkelig trukket tænder ud.«
Faktisk var det først få dage før åbningen, som finder sted 3. maj, at det lykkedes at få tilladelsen til ’ibrugtagning’ på plads.
»Så nu glæder vi os bare til at komme i gang. Til at det igen kommer til at handle om hverdagen. Om at gøre dagen god for de mennesker, der kommer her. Det bliver helt utroligt forløsende, tror jeg, at have den første morgensamling.«
Da han stod hjemløs, blev han enig med sig selv og sine kaffebars-tanker om, at der skulle ske noget nyt.
Derfor udtænkte han et helt nyt abonnementsbaseret koncept.
På bare en uge solgte han tilbage i oktober abonnementer til den nye café for 160.000 kroner, og dermed fik han vished for, at folk i Ebeltoft bakkede op om en ny kaffebar på Havnevej, hvilket bestyrkede ham i troen på projektet.
Når man har et abonnement, kan man få alt i caféen til indkøbspris, og i forhold til Skindergade 5 er menukortet udvidet betragteligt, så der nu er både morgenmad, frokost, snacks, vin, øl, selvfølgelig kaffe og surdejsbrød og meget andet.
Det bliver som det plejer og alligevel nyt, siger Bjarke Jensen, som minder om, at der 16. maj er Store Rødbededag.
Og i baggrunden står Jesper Colombani, svært tilfreds:
»Min drøm har fået liv på rekordtid. Jeg føler allerede, jeg er 10 år længere fremme, end jeg havde turdet håbe på. Folk er super positive, både over, at der kommer liv i ejendommen igen, men også at fællesskabet fra Skindergade kommer til at leve igen. Det er win-win.«