Det var en hel almindelig mandag aften – Oskar fra Kristrup vidste ikke, at om lidt ville selveste ”Bamse” ringe på døren. Men det gjorde han i skikkelse af Søren Hauch-Fausbøll og anledningen var, at Oskars mor havde indsendt et ønske på sin søns vegne – at få en rundtur og en Randers FC kamp på første parket.Og han blev ubeskrivelig glad. Han var overvældet over sin kommende oplevelse og lidt bekymret for om det nu også passede, at han fik lov til alt det, og om de ville tro på ham i skolen dagen efter – og han kluklo efterfølgende med hele kroppen, da Søren Hauch-Fausbøll “gav den som bamse”. Gaven blev indløst i søndags ved Randers FC´s hjemmekamp mod SønderjydskE. Oskar fik en rundtur i spillernes omklædningsrum, og allerede dér mærkede han optakten, spændingen og nerverne dirre i luften. Herefter var der reserveret bord til Oskar og hans familie i Loungen, hvor der var buffet og fri bar. Oskar fik lov til at overvære kampen fra Loungen og Verdo Tribunen. Efter kampen fik Oskar lov til at kåre kampens spiller og så mødte Tidian Sane op for at hilse på ham.