48 skoleskak-elever fra Nørrevangsskolen og Blicherskolen dyster under Landsfinalen i Skolernes Skakdag.

Torsdag 25. april er der Landsfinale i Skolernes Skakdag, hvor 1235 elever mødes for at dyste om titlen som ’Årets Skakskole’.

Og her kæmper elever fra Nørrevangsskolen og Blicherskolen med om titlen som ’Årets Skakskole’, samt medaljer og præmier for 50.000 kr.

Efter de 6 skakkampe rundes dagen af med underholdning af Anders Wortmann, der med sin guitar spreder smil, latter og sjove melodier.
Landsfinalen afvikles i Billund Kommune, og det er planlagt at værtskabet fortsætter frem til 2026 i første omgang. Generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen, glæder sig til den festlige Landsfinale:
“Landsfinalen er en fantastisk dag, hvor unge fra hele landet mødes for at spille hjernen stærk sammen og danne nye venskaber. Det er en glæde at se, hvordan skoleskak kan samle unge mennesker og give dem en sjov og lærerig dag.”