To mænd på henholdsvis 22 og 23 år vil blive fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for en lang række forhold, der blandt omfatter besiddelse af et skarpladt skydevåben samt en række indbrud og tyverier begået på Djursland. Selv politiet har svært ved at danne sig et overblik, men sagen tog sin begyndelse, da nogle civile borgere i Ørsted i aftes opdagede, at de to kørte rundt med tyvekoster på en trailer. De kontaktede politiet og satte efter de to. Under jagten blev en bil totalskadt, da den blev påkørt, men ved Assentoft blev de to standset og anholdt. Det skarpladte skydevåben blev fundet i forbindelse med ransagning på den enes bopæl.