Politiet har anholdt en ung mand i forbindelse med to voldtægtsforsøg i Randers i sidste weekend. Den anholdte er en 22-årig mand fra Randers, som bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen. Voldtægtsforsøgene skete i en baggård til Brødregade og ved Randers Realskole. Her overfaldt manden ifølge politiet to kvinder på henholdsvis 19 og 36 år. Voldtægtsforsøgene fandt sted søndag morgen og natten til lørdag. Det er efterforskningen og mange gode tip i sagen, der har ført til anholdelse af den 22-årige.