For et år siden så det skidt ud, men nu overholder hospitalerne i Region Midtjylland igen tidsfristerne for behandling af lungekræft. – Lungekræft er en af den slags kræftsygdomme, hvor en hurtig indsats kan være afgørende, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S). Han er derfor tilfreds med, at mindst ni ud af 10 lungekræft-patienter nu bliver behandlet inden der er gået 45 dage. For nogle hospitaler, heriblandt Aarhus Universitetshospital, var det sidste år umuligt at overholde tidsfristerne, fordi antallet af patienter langt oversteg hospitalets kapacitet. For patienterne betød det, at kun tre ud af fire kom i behandling indenfor de maksimale 45 dage, men det er der altså nu rettet op på så regionen overholder tidsfristen.