Kvinden var hjulpet ud af lejligheden – desværre for sent.

Af Jørgen Rosengren, Jyllands-Postens Lokalaviser

En kvinde er død efter en brand i en lejlighed på Lodsejervej i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Mandag aften klokken 20.05 modtog Østjyllands Politi anmeldelsen om branden – på det tidspunkt stod der kraftig røg ud fra vinduerne.

En patrulje blev sendt til stedet og ankom kort tid efter brandvæsenet, som allerede var i gang med at slukke ilden i lejligheden.

Naboer havde hjulpet den kvindelige beboer ud af lejligheden, men hun havde på det tidspunkt svære brandskader.

Kvinden afgik kort tid efter klokken 20.11 ved døden som følge af sine kvæstelser.

Branden var angiveligt opstået på et badeværelse, og havde ikke umiddelbart bredt sig.

»Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere, men har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til sagen,« skriver politikredsen, der dog ikke umiddelbart formoder, der har været andre personer involveret i sagen.

En kvinde er mandag død efter en brand. Video: Presse-fotos.dk.