En 26-årig mand, der lørdag aften var passager i en bil er blevet sigtet for spirituskørsel. Politiet besluttede at sigte passageren, fordi han under kørsel på Grenåvej ved Veggerslev på Djursland pludselig trak håndbremsen med det resultat at den 21-årige fører mistede herredømmet over bilen, der rullede rundt på en mark. Begge slap med knubs, men bilen blev ifølge lokalpolitiet i Grenå totalskadet ved uheldet. Den 26-årige passager, der er fra Glesborg, blev alkotestet og efterfølgende sigtet for spirituskørsel.