Randers Byråd har efter en høringsperiode vedtaget en ny restaurationsplan. Den skal blandt andet fremme inddragelsen af Østervold og de bynære havnearealer i restaurationslivet. Restaurationsplanen indeholder en ændring af praksis for uddeling af alkoholbevilling og nattilladelser i Storegadeområdet. For fremtiden skal området gerne have et mere varieret udbud af restaurationstyper for at gøre området mere levende og attraktivt i dagtimerne. Derfor vil der blive givet færre tilladelser til nye diskoteker og natklubber.