Onsdag blev en skuffende dag for de kvindelige danske sejlere i OL-klassen Laser Radial ved EM, der bliver sejlet i Kaløvig. Sarah Gunni blev nummer 19 og 29 i dagens to sejladser, og det sender hende fra en samlet andenplads ned til en placering som nummer seks. Det er to placeringer bedre end Anne-Marie Rindom, der blev nummer 12 og 18 i onsdagens sejladser. Der er dog stadig håb for, at det kan blive til en dansk medalje. Både torsdag og fredag er der to sejladser, før slutstillingen bliver gjort op.