Tidligere var det nærmest risikofrit at se stort på det, når bilen blev kaldt til syn, men for tre år siden blev der indført bøder på flere tusinde kroner, og det har haft en markant virkning. Antallet af biler, der kører usynede rundt på vejene, er faldet fra 7 til 2 procent i løbet af de seneste tre år, oplyser Trafik- og Byggestyrelsen til P4 Østjylland. Det kan i værste fald koste en bøde på op til 4.000 kroner samt et par klippede nummerplader, hvis man ignorerer gentagne synsindkaldelser.