Gårsdagens udmøntning af ”Aftalen om vækst og udvikling i hele Danmark” opfylder to mærkesager som det lokale folketingsmedlem, Michael Aastrup Jensen, personligt har kæmpet for gennem længere tid. Aftalen betyder blandt andet, at forlystelsesparker ligesom alle andre virksomheder nu kan få godtgjort afgiften på strøm. Det har ifølge Michael Aastrup en enorm betydning for Djurs Sommerland, da parkens mange forlystelser bruger meget strøm. Dette vil reducere Djurs Sommerlands omkostninger og dermed styrke vilkårene for turisme i Østjylland, mener folketingsmedlemmet. Derudover lykkedes det med aftalen at etablere en bredbåndspulje målrettet sammenhængende områder af boliger, virksomheder og sommerhusområder med dårlig dækning, hvor teleselskaberne ikke har planer om at forbedre bredbåndsdækningen i de kommende år. Michael Aastrup Jensen kalder Vækstpakken “skræddersyet til ØStjylland.”