Hvordan skaber vi bedre adgang til naturen og naturoplevelser i Randers Kommune? Hvad er vigtigt i forbindelse med byfornyelse i fremtiden? Og kan vi gøre mere for at skabe mere indhold i hverdagen for vores svageste borgere, og hvem skal løfte hvilke opgaver?
Det er blandt andet sådanne spørgsmål, som borgere, virksomheder, politikere og kommunalt ansatte i Randers Kommune skal tage stilling til i fællesskab. Og vejen er nu banet med den nye politik for Aktivt Medborgerskab, som Randers Byråd har vedtaget på mødet den 4. april 2016.
”Med den nye politik forpligter vi både forvaltningen og os selv som politikere til at have større fokus på borgerinddragelse. De aktive medborgere kan bidrage med noget særligt. I kraft af deres initiativer, erfaringer, engagement og kendskab til lokalområdet, kan vi finde på endnu bedre løsninger og skabe meget mere velfærd sammen, end nogen af os kan gøre alene” siger borgmester Claus Omann Jensen.
Politikken er blevet til gennem en åben proces, hvor forvaltningen har hentet inspiration og bidrag fra både borgere, foreninger, virksomheder og ansatte i kommunen. Formålet med politikken er, at det skal blive nemmere for borgere og virksomheder sammen med politikere og kommunalt ansatte at engagere sig i lokalesamfundet, dele idéer og blive hørt. Den nye politik lægger også op til, at borgerne selv kan tage initiativer og indlede givende samarbejder med Randers Kommune.
 
Allerede godt i gang
Selvom politikken for Aktivt Medborgerskab først netop er blevet vedtaget, findes der allerede masser af eksempler på godt samarbejde mellem Randers Kommune og kommunens borgere.
Et eksempel er Medborgerskabsrådet, som blev nedsat af byrådet i sommeren 2015. Rådet består af 14 ildsjæle, der ønsker aktivt at præge udviklingen i lokalsamfundet, og de arbejder blandt andet for at fremme det aktive medborgerskab i Randers Kommune.
Det er desuden aktive medborgeres fortjeneste, at man i løbet af hele 2015 og igen i år kan besøge Randers Naturcenter om lørdagen i sommerhalvåret. Det er nemlig et korps af frivillige naturelskere, der låser op og tager sig af gæsterne på disse dage, og det er en opgave, der ressourcemæssigt ikke kan løses af centerets daglige medarbejdere.
 
En Randers-ramme
Fælles for aktive medborgere er, at deres bidrag og deltagelse altid er frivillig, og derfor skal kommunen ikke på nogen måde være afhængige af de aktive medborgeres indsats og engagement.
”Det handler udelukkende om at skabe en merværdi for borgerne i Randers Kommune. Den aktive medborger skal altså ikke løse nogle af de opgaver, som borgerne har krav på at få løst af kommunen,” understreger formand for Socialudvalget, Louise Høeg.
Derfor er der i forbindelse med politikken om Aktivt Medborgerskab vedtaget en ”Randers-ramme”, som bygger på et princip om, at den offentlige service, som borgerne har lovkrav på, skal udføres af de offentligt ansatte.