Udsatte børn og unge kommer til at betale prisen for den spareplan, Venstre og Dansk Folkeparti vedtog kort før skolernes sommerferie. Sådan lyder det fra Beboerlisten, SF og Velfærdslisten om den spareplan, der vil gennemtvinge nedskæringer på intet mindre end 23 millioner kroner om året på sårbare børn og unge i Randers Kommune
 
Allerede nu svigter Randers Kommune børnene, mener Beboerlisten, SF og Velfærdslisten, der frygter, at nedskæringerne vil føre til endnu flere svigt og forgifte bestræbelserne på faglig genopretning. Derfor har de tre partier og lister klaget over spareplanen til Folketingets Ombudsmand. I klagen står der at i henhold til § 17, stk. 1 i ombudsmandsloven anmoder partierne Folketingets Ombudsmand om at iværksætte en undersøgelse af den spareplan på området for udsatte børn og unge, som et snævert flertal i Randers Byråd vedtog på byrådsmødet 6. juni.
“Da vi er stærkt bekymrede for, at udsatte børn og unges retssikkerhed generelt sættes under pres, skal vi i tillæg hertil opfordre Folketingets Ombudsmand til at overveje at iværksætte en generel undersøgelse af Randers Kommunes familieafdeling, jf. § 17, stk. 2 i ombudsmandsloven”, skriver partierne i klagen.
 
Kort sagsfremstilling 12. november 2015 kom Socialstyrelsens Task Force med en rapport om Randers Kommunes indsats for udsatte børn og unge. Af rapportens konklusion fremgår:
“Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at Randers Kommune i en høj andel af de gennemgåede sager ikke har overholdt de lovmæssige krav. Sagsgennemgangen viser således, at der i en stor andel af de gennemgåede sager er både sagsbehandlingsmæssige mangler i forhold til arbejdet med underretninger, børnefaglige undersøgelser, handleplaner og faglige vurderinger i sagerne. Derudover ses det i en række sager, at der er passivitet i sagsbehandlingen. Det er Task Forcens vurdering, at disse mangler kan have ført til utilstrækkelige indsatser overfor børn, unge og deres familier.”
På baggrund heraf anmoder byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten 18. december 2015 Folketingets Ombudsmand om at iværksætte en generel undersøgelse af forholdene i Randers Kommunes familieafdeling, jf. § 17, stk. 2 i ombudsmandsloven.
I marts 2016 kommer BDO med en rapport på baggrund af en gennemgang af 100 børn og ungesager.
Af rapportens resumé fremgår: 
“Det drejer sig først og fremmest om, at der er er usædvanligt mange huller i sagsbehandlingen generelt set. Et hul i sagsbehandlingen betyder i denne sammenhæng, at der er perioder, hvor sagen ligger hen uden myndighedsaktivitet, selv om det af sagen fremgår, at der bør tages handling. Dette tema er nok den største udfordring i relation til kvalitet og effektiv faglig styring af sagerne.
En anden udfordring er ventetiden på foranstaltninger. Der er en række sager hvor myndigheden har visiteret til helt relevante foranstaltninger, men hvor der tilsyneladende er lang ventetid på iværksættelse. Værst er det set i to sager med spædbørn og småbørn, hvor en indsats afventer forældrekompetenceundersøgelse i knap et års tid.” 
Den 19. april svarer Folketingets Ombudsmand på Kasper Fuhr Christensens henvendelse.
“Jeg er opmærksom på, at der i medierne har været debat om Randers Kommunes familieafdeling. Jeg har også læst analyserapporten af 12. november 2015, som Socialstyrelsens Task Force har udarbejdet.  Jeg er enig med dig i, at det er ganske bekymrende læsning.”
 
 
Spareinitiativer
På byrådsmødet 17. maj i år behandler byrådet en spareplan, der har formål at spare 23 millioner kroner om året på området for udsatte børn og unge. Spareplanen indeholder fem spareinitiativer. De er:  1. En forringelse af lønnen for plejefamilier (5,8 millioner kroner om året fra 2017) 2. Lukning af døgninstitution Egehøjvej (4,8 millioner kroner om året fra 2017) 3. Alle forebyggende sager skal gennemgås med henblik på at forringe hjælpen, så udgifterne nedbringes (seks millioner kroner om året fra 2017) 4. Anbringelsen skal stoppes for ca. 10 anbragte børn (fem millioner kroner om året fra 2017) 5. Investering i forebyggende indsats (1,2 millioner kroner om året fra 2017)
Byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen sender inden mødet et notat om spareplanen til byrådet og direktionen. I notatet gør Kasper Fuhr Christensen gældende, at tre af de fem spareforslag er i strid med loven, ligesom han finder, at sagen minder meget om den sag, der fik Folketingets Ombudsmand til udtrykke alvorlig bekymring for udsatte børn og unges retssikkerhed.
Bente Adolphsen, der er tidligere lektor på Den Sociale Højskole i Aarhus og kendt som en Danmarks førende jurister på området for udsatte børn og unge, giver udtryk for følgende: 
“Randers Kommunes spareplan minder meget om den spareplan i Guldborgsund Kommune, som fik ombudsmanden til at udtrykke alvorlig bekymring for udsatte børn og unges retssikkerhed. Jeg regner med, at ombudsmanden formentlig ville sige nogle af de samme ting til Randers, hvis han fik den forelagt. Det er meget sandsynligt, at spareplanen vil føre til retsstridige afgørelser. Jeg vurderer, at planen er mere end bare problematisk. En sagsbehandler ansat i kommunen vil have meget svært ved ikke at følge de klart udtalte ønsker (også dem, der står mellem linjerne) om at tage sparebriller på i stedet for saglige briller med fokus på barnets bedste, som jo er lovens påbud.” 
“Vi finder, at spareplanen bærer præg af, at kortsigtede sparemål prioriteres højere end det langsigtede hensyn til barnets tarv, hvilket er i strid med artikel 3, stk. 1 i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder”, siger Byrådsmedlemmerne Charlotte Broman Mølbæk (SF), Bjarne Overmark (Beboerlisten) og Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten).
 
Anbefalinger fra Task Force
Ankestyrelsens sagsgennemgang viser, at Randers Kommune i en høj andel af de gennemgåede sager ikke har overholdt de lovmæssige krav. Sagsgennemgangen viser således, at der i en stor andel af de gennemgåede sager er både sagsbehandlingsmæssige mangler i forhold til arbejdet med underretninger, børnefaglige undersøgelser, handleplaner og faglige vurderinger i sagerne. Derudover ses det i en række sager, at der er passivitet i sagsbehandlingen. Det er Task Forcens vurdering, at disse mangler kan have ført til utilstrækkelige indsatser overfor børn, unge og deres familier.
Task Forcen anbefaler Randers Kommune at:
“Sikre en løbende opfølgning på, om de politiske mål nås. Sikre sammenhæng mellem de politiske målsætninger, de overordnede strategier og de konkrete retningslinjer for sagsbehandlingen. Sikre systematisk fokus på kvalitet, lovmedholdighed og ensartethed i sagsbehandlingen. Målrette det tværfaglige samarbejde. Prioritere implementeringen af ICS, som en fælles faglig metode i sagsbehandlingen. Rette op på de sagsbehandlingsmangler, som konstateres i sagsgennemgangen. Sikre, at alle verserende børne- og ungesager i kommunen er lovmedholdige”.