“Alle må have deres egne udtryksformer. Og mange vælger at gøre det på forskellige måder. Jeg har valgt folkekirken, da jeg mener at den favner alle. De miljøer hvor der er store armbevægelser og meget åbne er ikke mig. Men fint at andre har det.  Men jeg er meget grundfæstet i min tro som dog indimellem bliver anfektet. Det gør den da”, fortæller Hanne Hjørlund.
Og hun hader ideologiske mennesker, for de er mere komplekse, siger hun.
Din Avis møder hende på kontoret i Sct. Clemens kirke. Hun er allerede ved at pakke ned. På søndag er der afskedsgudstjeneste med efterfølgende reception. Hun blev 70 år 2. august og så skal man som tjenestemand i staten forlade sin post. Men hun er fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden.
“Jeg har for første gang ved at fylde rundt tænkt over at jeg er blevet ældre. Nu er der ikke så mange år tilbage og det er med at få noget ud af det. Derfor vil jeg også hellige mig familielivet. Jeg har tre børn og ni børnebørn, og da jeg er et meget socialt menneske og har arbejdet for kirken gennem 43 år, har der nok indimellem ikke været så meget tid til familielivet. Det bliver der nu”, siger hun.
 
Ikke støvet
At hun er blevet i folkekirken gennem alle disse år skyldes, at den er et godt socialt samlingspunkt Hun mener, institutionen er en gave til samfundet.
Det er en fordom at folkekirken er støvet. Men jeg kan godt se at hvis man kommer ind som fremmed, og der bliver læst ældgamle tekster op, kan det virke sådan. Men vi fortolker teksterne oversætter dem hele tiden i vores 15 minutters prædikener for at få kristendommens budskab frem. Derfor mener jeg, at folkekirken er bred. Men jeg mener også, folkekirken er lydhør overfor tiden. Vi har meget arbejde, hvor vi for eksempel hjælper flygtninge og børn. I det arbejde bliver kristendommen også hele tiden oversat”, fortæller hun.
Hun indrømmer dog, ja, søndagsmenigheden er blevet mindre, men derimod er dåbsmenigheden blevet større.
“Når man skal have sit barn døbt, inviterer man efterhånden hele familien med i kirken. Det var ikke så almindeligt før i tiden. Og så prøver man jo som præst at udtrykke sig, så det bliver vedkommende for måske mindre kirkevante. Men vi har et generationstab af kirkegængere, det har vi”.
Til gengæld har kirken flere og flere aktiviteter udenfor gudstjenesterne, hvor man indimellem kunne tænke; er dette en kirkelig aktivitet?
“Så længe vi arbejder ud fra det kristne budskab, er der meget, der kan lade sig gøre. Vi skal pløje lige, men ikke alt for lige”, mener hun.
 
Ud af præsteslægt
Det sociale i folkekirken har altid trukket gevaldigt i Hanne Hjørlund. Da hun var barn cyklede hun med sin far rundt på besøg – han var også præst – til gårdene i omegnen af det lille sogn på Sjælland. Her oplevede hun at der altid var åbne arme og varme.
“Og så fik jeg altid sodavand og kage”, husker hun med et smil.
“Men det der tiltrækker mig er den åbenhed og det sociale engagement, der er omkring kirken. Mit barndomshjem, som var en gammel præstegård, var altid åbent, og der kom mennesker på besøg hele tiden. Den del af hvervet som præst holder jeg meget af”, fortæller hun.
Hannes præsteslægt går tre generationer tilbage – på begge sider. Hendes ene datter er også præst i Kristrup og hendes svigerdatter er såmænd også præst. Så i hjemmet bliver der livligt snakket og man er meget sociale.
“Da jeg valgte at droppe ud af mit engelsk studie på Københavns Universitet, var det fordi, den sociale del af præstegerningen trak i mig”, husker hun.
“Jeg føler mig godt tilpas, og jeg mener at sammen kan man udrette meget. Jeg kan ikke noget alene, men jeg oplever her i Sct. Clemens kirke at sammen kan vi meget”, siger hun.
“Det er det kristendommen og folkekirken kan”.
Hun mener, at de ansatte i folkekirken er kulturbærere. Kirken er en kulturinstitution og det er den hele vores demokrati er bygge op omkring.
Ifølge hende hviler demokratiet på kristendommen og det samme gør domstolene. Så folkekirken skal forvalte den kultur med respekt. Hvilket hun også mener sker.
 
Renæssance
Sognearbejdet har gennem de sidste år fået en renæssance, mener hun. Der er rigtig godt gang i sognearbejdet rundt omkring og kirken favner meget bredt. Der er koncerter og kunstudstillinger rundt omkring i sognegårdene og kirkerne og hjælpearbejde har en stor plads i præsterne, de ansatte og menighedsrådenes arbejde.
“Ja sognearbejdet er de seneste år kommet mere i fokus. Det er både det diakonale, undervisningen og det kulturelle, der i dag afspejler, hvad kirken også kan. Men det er jo klart, at vi stadigvæk gør alt dette med baggrund i kirken og ud fra det kristne budskab.
En af de største berøringsflader som kirken har med medlemmerne er ved begravelser og konfirmationer.
“Når jeg har det personlige møde med mennesker i sorg ved en begravelse, så står folkekirken virkelig på mål. Vi er traditionsbærere og vi skal fremstå troværdig og medmenneskelig i sådanne sammenhænge. Og her kan ord som “Herren velsigne og bevare dig” virkelig gøre en forskel
ligesom det gør for mange udsatte og soldater i krig, der hvor feltpræsterne virker”, fortæller hun.
Og så føler Hanne Hjørlund meget for antimobbekampagnerne.
“Dette optager mig meget, og jeg bruger det også i undervisningen. Hvis nogle kunne bygge bro, så var det Jesus”, pointerer hun.