Bestyrelsen besluttede i 2014 at der skulle foretages en bygningsmæssig renovering. Derfor har vandværket, for første gang i 50 år, bygget til. Dette vil de gerne vise frem for Kristrup Vandværks forbrugere og det gør de lørdag 27. august kl. 10.00.
 
Vand skal der til
Det rene, danske hanevand er et af vores helt store privilegier. Successen er, at vi danskere i vores dagligdag tager det for givet, at vandet er rent og velsmagende. Vandselskabernes målrettede arbejde med konstant at sikre grundvandet og derigennem understøtte folkesundheden og miljøet har båret frugt.
Det stiller dog store krav til den lokale vandforsyning. Kristrup Vandværk a.m.b.a.har derfor foretaget en løbende renovering af både ledningsnet og installationerne på vandværket. Det sidste nye er en tilbygning på vandværket, således at det nu er opdelt i en driftsdel og en administrationsdel, hvilket igen betyder en bedre styring af vandværkets hygiejnezoner.
Om vandet fra Kristrup Vandværk a.m.b.a. siger Henrik S. Møller, formand i Kristrup Vandværk a.m.b.a.:
For mere 10.000 år siden regnede det over en lille boplads i det jyske, der i dag hedder Kristrup. Vandet sivede ned gennem den uopdyrkede muld, indtil det samlede sig i kalklagene i undergrunden. Det er den regn, der faldt for over 10.000 år siden, der samlede sig i det grundvandsreservoir, som forbrugerne i Kristrup i dag nyder godt af. Når forbrugerne i Kristrup åbner for hanen tapper de det ældste vand, vi har i Danmark. At vandet er så gammelt her i området skyldes, at magasinet er beskyttet af et tykt og kompakt lag af tertiært ler, der næsten er uigennemtrængeligt for vand. Det betyder, at grundvandet er usædvanlig godt beskyttet mod forurening af enhver slags. At vandet er så gammelt betyder også, at vi som bestyrelse har en særlig forpligtigelse til at passe på både vores indvinding men også vores vandbehandling inden vi leverer noget af det bedste drikkevand i Danmark.
Vandværket byder på en øl/vand eller et friskt glas Kristrup Vand med en pølse eller to til.