Alle er velkomne og der er gratis adgang, når En Bæredygtig Randersegn inviterer til en for de fleste danskere øjenåbnende aften om mikroplast og plastforurening 1. november
 
Mange danskere hørte måske første gang om mikroplast, da det for et års tid siden kom på mode at strikke og hækle sine karklude, fordi danskernes favoritklud – den velkendte lyserøde altmuligklud – indeholder plastik, der ryger direkte ud i havet som mikoplast, når man vasker den. Men plastproblematikken er langt større og mere alvorlig end danskernes karklude og plastposer smidt i skoven, siger En Bæredygtig Randersegn.
“Så alvorlig at forskere verden over kalder plastik i vores natur, hav, miljø og fødekæde for et lige så alvorligt miljøproblem som CO2-udledning og drivhusgasser. Sundhedseffekten på dyr og mennesker er man kun lige begyndt at kigge på. Men det tyder ikke godt…”, siger de.
Det er med andre ord ikke for sjov, når man i mange lande – endda i Afrika og Asien – har taget de første skridt og forbudt bl.a. plastikposer, engangsservice af plastik og mikroplast i cremer og rengøringsmidler.
Ejer af Maistic Bio Group, Heidi von Bülow, fortæller om den nyeste viden på området, og hvorfor det er så vigtigt, at alle tager plastproblematikkerne alvorligt.
Som ejer af Danmarks eneste virksomhed fuldt dedikeret til produktion af produkter af certificeret
komposterbart bioplast samt plast- og mikroplastfri alternativer (og dermed ikke rører ved traditionelle plasttyper), vil hun også komme ind på de muligheder og certificeringer, man kan kigge efter, hvis man i dag vil undgå traditionelle plasttyper.
“Samt på de desværre mange ord og plast-begreber, som lyder grønt og fornuftigt, men bestemt ikke er det. Såvel private forbrugere, erhvervsliv, fødevareproducenter og politiske beslutningstagere vil med garanti få ny og nyttig viden med hjem”, lover Heidi von Bülow.
Arrangementet afholdes af frivillige fra Facebookgruppen “En Bæredygtig Randersegn”.
Gruppen er et aktivt fællesskab af borgere, der interesserer sig for, at egnen bevæger sig i en bæredygtig retning med fokus på positive tiltag. Her kan interesserede både få inspiration og inspirere andre. Det kan være til at dele overskudsfrugt, at henvise til lokale bæredygtige og økologiske tilbud, udbredelse af ny og nyttig viden, gode tiltag eller aktiviteter og arrangementer som denne aften. Alle er velkomne i gruppen.