Jeg er skuffet over TV2 Østjyllands indlæg om den dårlige tone i Randers Byråd og den deraf følgende flugt fra chefgangene i den kommunale administration. Det skuffer mig, at journalisten “køber” postulatet, at det er listernes tone i byrådssalen, der er årsag til flugten.
Jeg er af den opfattelse, at det er de opgaver, det spinkle byrådsflertal har givet de flygtende embedsmænd, der er årsag til den manglende lyst til at arbejde for Randers Kommune.
Vi har været vidne til strakspåbud fra Arbejdstilsynet og ministeriet om måden, der blev arbejdet i familieafdelingen. En chef måtte lyve overfor lærere og pædagoger i Randershallen, da skolestrukturen blev fremlagt for personalet. Historien, der skulle fortælles, dækkede over at man havde et forlig i juni, men først offentliggjorde det i august, så det var umuligt at oprette friskoler i stedet for de lukkede skoler. Dette er blevet bekræftet af hr. Morten Grosbøl fra DF, da denne argumenterede i en debat med, at høringsfristen ville blive for lang, hvis man havde offentliggjort forliget i juni måned.
I forbindelse med skolestrukturforhandlingerne blev et vigtigt instrument som aktindsigt nægtet byens frie presse, borgere og opposition. Det må være et pinligt krav for en kommunaldirektør, at få sådan en opgave fra et politisk flertal i panik. Sæt presse, borgere og opposition opdagede, at det var en ny udgave af kejserens nye klæder, vi var vidne til.
Den dårlige tone blev cementeret, da borgmesteren valgte at bryde de skriftlige aftaler om byrådets konstituering. Tænk sig at have en borgmester man ikke kan regne med.
Er der noget at sige til, at topembedsmænd kunne have betænkeligheder ved at søge job ved Randers Kommune ? Nej vel.
 
Michael Povlsen
HC Ørstedsvej 10
8920 Randers NV