Randers-bandet Escape 42 har sammen med Popshit Records og Turbinen arrangeret et overflødighedshorn af musik til lørdagens støttekoncert i Turbinen. Alle pengene går ubeskåret til Danmarks Indsamlingen. Arrangementet starter kl. 13.00 for børn, hvor der er to timers koncert – efter kl. 17 er det de stores tur

 

Initiativet kommer fra det randrusianske band Escape 42, som gerne vil gøre en forskel med deres musik.

”Når mange går sammen om at skabe et fælles resultat, så kan det blive stort. Randers er en by med et sprudlende musikliv, og det giver mening, at vi lokalbands samles og bruger vores musik til at gøre en forskel for andre. Det er der garanteret andre end os, der gerne vil være med til,” siger Thomas Fogh Kristoffersen fra bandet Escape 42, hvor hans musikalske partnere er Jonas Petersen, Casper Heinrich Mathiasen, Simon Svendsen, Mads Kvistgaard og Thor Frohn Pedersen.

”Vi skaber en super fed dag, fyldt med musikalske oplevelser for både børn og voksne,” uddyber han.

Det er en endags-festival på selve dagen for Danmarksindsamlingen 4. februar. Om eftermiddagen vil der være musik for børn, og om aftenen går det så løs med band på band, som hver især spiller intense set af 20-25 minutters varighed. Aftenen afsluttes med en DJ.

 

Behov for lokal opbakning

Entréindtægter, overskuddet fra baren mv. går til indsamlingen. Turbinen er gået med i arrangementet og lægger hus til, og de lokale bands spiller gratis. Popshit Records bidrager med den praktiske planlægning sammen med Escape 42.

Deres mål med dagen er at rejse 50.000-75.000 kroner til Danmarksindsamlingen, men det kræver bred lokal opbakning.

 

Mulighed for at vinde intimkoncert

For at rejse penge til den gode sag tilbyder Escape 42 selv at give en gratiskoncert. Ikke bare på dagen, men derudover en intimkoncert hos den, som giver det højeste bud på koncerten i forbindelse med indsamlingen.

”Vi tilbyder simpelthen os selv. Det bliver muligt at få os til at komme og spille en intimkoncert. Det kan være til en fødselsdag, en firmafest eller en anden anledning i løbet af foråret. Vedkommende med det højeste bud bestemmer selv – ”vinderen” bliver annonceret fra scenen på indsamlingsdagen,” fortæller Thomas Fogh Kristoffersen.

Ideen om at lave et større velgørenhedsarrangement har boblet længe.

”Nu skulle der handles på det. Arrangementet støtter et godt formål og det skaber en positiv opmærksomhed omkring musiklivet i Randers og sætter byen på landkortet for noget positivt og innovativt,” siger Thomas Fogh Kristoffersen.

 

Fakta

Hvis du er en mulig sponsor

Konkret vil firmaer kunne byde ind med at være sponsor på flere forskellige punkter, nogle af dem kunne for eksempel lyde således:

 

    • Mad på dagen til de mange frivillige musikere, lydfolk mm. (ca. 5.000 kr.)
    • Merchandise tryk, t-shirts der vil kunne sælges på dagen (ca. 8.000 kr.)
    • Plakat og flyers tryk, som skal promovere på forhånd (ca. 3.500 kr.)
    • Facebook reklame. Der laves et lille spot, der kan promovere de sidste 10 dage op til arrangementet (ca. 4.000 kr.)
    • Sponsor af et hovednavn som skal være med til at tiltrække ekstra publikum (alt mellem 5.000 og 20.000 kr.)
  • Evt. en hovedsponsor, som fordobler aftens indtjening.

 

 

Kontakt til Escape42

Mail: indsamling42@gmail.com

Eller via Facebook

 

Sådan kommer indsamlingsdagen til at forløbe:

Kl. 13.00-15.00 vil der være musik for børn i Turbinen. Derefter vil der være en pause indtil kl. 17.00, hvor der så kommer seks timer med band på band. De spiller ca. 20-25 minutter hver, og efterfølgende vil der være en DJ frem til kl. 01.