Din Avis har modtaget følgende indlæg fra borgmester Torben Hansen:

“2020 blev et helt særligt og mærkeligt år. Tilbage i januar 2020 havde vi nok alle forestillet os et helt andet år. Et år med begivenheder at mødes om, oplevelser at være fælles om og en hverdag, som vi kendte den. Sådan blev det slet ikke. Corona-epidemien ramte, og vi oplevede et forår, hvor landet lukkede ned. Intet var som før. Ikke siden 2. Verdenskrig har vi oplevet en så voldsom og omsiggribende situation i Danmark, og jeg tror, vi er mange, der her midt i den mørkeste tid savner de festlige lejligheder, at mødes mange om en sag eller en oplevelse, at mødes mange til familiens mærkedage eller til julefrokost.

Hvordan vi som samfund både nationalt og lokalt reagerer i krisen er afgørende for, hvordan vi kommer godt videre. Og her er det fantastisk at se, at vi her på egnen – fra Langå til Havndal, fra Uggelhuse til Fårup formår at håndtere situationen. Aldrig har vi så hurtigt fundet nye veje at gå. Der er nye måder at undervise på i skolerne, og en covid-19 tryg ramme for vores ældre medborgere. Vi har fundet måder at håndtere Covid-19 situationen på, som er både iderige og løsningsorienterede – det gælder lige fra byggesagsbehandling hjemmefra til, at vi udvikler mange gode udendørs aktiviteter i daginstitutionerne, så vi undgår at være for tæt på hinanden for længe ad gangen. Corona krisen har også med al tydelighed vist, at velfærdssamfundene, tillidssamfundene, ligesom det danske, er dem der klarer sig bedst og forhindrer sundhedsmæssige, sociale og økonomiske katastrofer.

Der har også været masser af lyspunkter i 2020. Vi satte endnu en vigtig milepæl i byudviklingsprojektet Flodbyen Randers med vedtagelse af udviklingsplanen og aftale om køb af havnearealerne, ligesom højhuset på Thors bakke tager form. Her får vi både almene familieboliger, ældreboliger, ejerlejligheder og 110 ungdomsboliger. Vi besluttede også, at Dronningborgprojektet med bygning af både nyt plejehjem, ny daginstitution og ny idrætshal skal blive virkelighed. Næste år tager vi første spadestik. Der bliver også bygget almene boliger flere steder. Bl.a. i sporbyen, Kærsmindeparken, Munkdrup og Vidarsvej. Maj 2020 var rekorden for solgt erhvervsjord, og maj var også måneden, hvor det kom på plads, at Danish Crowns nye hovedkvarter med 800 arbejdspladser skal opføres i Randers. En skelsættende og vigtig beslutning.

I alle projekter gælder, at vi bygger for mennesker og med plads til lys, luft, grønne områder og fællesskab. Heldigvis går udviklingen videre, dagliglivet fortsætter og sammen – i fællesskab – kan vi også håndtere at komme igennem epidemien.

Et spændende 2021 ligger foran os. Det ser jeg frem til og inviterer alle med på rejsen i vores stærke fællesskab her i Randers Kommune. Alle kan bidrage og alle skal med.

Glædelig jul – godt nytår! Vi står sammen – ved at holde afstand”.

 

Torben Hansen, Borgmester