Budnet, der bringer Din Avis ud hver uge, er hædret for sin sociale indsats. »Jeg tænker ikke over det, jeg gør det bare,« lyder det fra den daglige leder.

KIAN JOHANSEN

»Alle skal have muligheden for at kunne lykkes,« lyder det fra Jette Hagen Gregersen, der blev ansat som den daglige leder i januar 2021, efter at hun gradvist havde fået flere timer hos Budnet på Agerskellet.

Firmaet sørger hver uge for, at du blandt andet får leveret Din Avis i postkassen.

Depotet har ansvaret for langt over 350 ruter i Randers-området, helt til Ulstrup og ud på Djursland. Hver uge samles et utal af bude for at hente aviser og få dem ud til læserne.

Mexicanske Karla Aranda går på sprogskole og arbejder på depotet hos Budnet. Hun har gradvis fået flere timer, fortæller hun på dansk – og lidt engelsk. »Jette er god. Hun lytter og er god til at give råd. Hun er mere som en ven, end en boss.« Foto: Kian Johansen

I er nogle af dem, der virkelig gør en forskel for udsatte ledige og som har ”noget på hjerte” i forhold til, hvordan man kan motivere andre virksomheder til at tænke socialt ansvar ind i deres rekrutteringspraksis.

Begrundelsen fra Randers Kommune

Virksomheden har fået overrakt Randers kommunes CSR certifikat 2022, der hvert år uddeles til 20 virksomheder der gør en særlig indsats for at sikre et mere mangfoldigt arbejdsmarked, hvor alle får mulighed for at bidrage efter evne. CSR står for Corporate Social Responsibility.

Randers Kommune anerkender hvert år 20 lokale virksomheder, som gør en særlig indsats for at sikre et mere mangfoldigt arbejdsmarked, hvor alle får mulighed for at bidrage efter evne. Det kan være gennem udvidet uddannelsesansvar for udsatte unge, job og udviklingsmuligheder for ledige med skånehensyn eller fysiske og psykiske udfordringer. Det kan også være en særlig fokuseret indsats for at fastholde sygemeldte og sårbare medarbejdere.

Og nu er Budnet også blandt de sidste tre nominerede, der har gjort en ekstraordinær indsats i Randers Kommune.

Der var kage til alle ansatte hos Budnet, da man fejrede nomineringen fra Randers Kommune. Foto: Kian Johansen

Tager sig tiden

Selv mener distributionsassistent Jette Hagen Gregersen ikke, at hun gør noget ud over det sædvanlige. Alligevel kan du mærke hendes rummelighed og varme, blot gennem det korte interview.

»Jeg er tidligere pædagog og jeg mener, at alle skal yde efter evne og have mulighed for det. Jeg gør det bare intuitivt. Der er nogen der skal have mere hjælp end andre og hvis et bud har brug for en snak, så tager jeg tiden til det,« lyder det helt uimponeret fra den daglige leder af depotet.

Jens Jørgen Pedersen har været tilknyttet Budnet som vognmand i utallige år. Det er rart at komme på arbejde, for især den daglige leder, Jette Hagen Gregersen, sørger for en rar atmosfære. Foto: Kian Johansen

»Ikke alle har det drive der skal til. Jeg er med til vise dem noget, som de kan brænde for. At være bud er ikke raketvidenskab, men du må da gerne være stolt over at være god til det.«

Pallevis af aviser skal hver uges fordeles til vognmænd og bude. Hun sørger for, at der altid står et bud klar til at dække en af de over 350 ruter, så hun taler dagligt med en masse mennesker.

»Der er nogen der har mange ruter og så har vi dem, der kun har en enkelt. Det kan være pensionisten eller den unge der har brug for lidt penge, men også savner motionen og noget at give sig til. Vi rummer dem alle,« forklarer Jette, der ikke skelner mellem de personer, som Randers Kommune kalder udsatte ledige, og alle andre. De får venlige bemærkninger og en god snak, mens hun bruger mere tid på enkelte i at instruere dem i hvordan man omdeler aviserne.

Hvem kan få et CSR-certifikat?

Certifikatet tildeles i det kalenderår, hvor virksomheden opfylder kriterierne og gælder i to år fremadrettet.

En virksomhed kan komme i betragtning, hvis den ligger i Randers Kommune og opfylder følgende 3 kriterier, som er fastlagt af beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune (2022): Virksomheden tilbyder ansættelse til medarbejdere med udfordringer i arbejdsevnen. Virksomheden samarbejder med Jobcenter Randers om rekruttering, udviklingsforløb og fastholdelse af medarbejdere Virksomheden tilbyder opkvalificering og uddannelsesmuligheder til sårbare unge og voksne, eksempelvis gennem voksenlærlingeordning, erhvervsgrunduddannelsen (EGU) og integrationsgrunduddannelsen (IGU).

Derudover kan en virksomhed kun komme i betragtning, hvis den lever op til verdensmål 8 om anstændige jobs og økonomisk vækst. ”Anstændige jobs” skal forstås som jobs, hvor virksomheden udviser ordentlighed i forhold til løn og arbejdsvilkår efter gældende overenskomster og lovgivning.

Bare rar

Tilfredsheden er i top blandt bude og vognmænd, viser en hurtig rundspørge rundt i depotet.

»Hun er bare rar. Hun svarer folk pænt og lytter til dig, selvom hun har masser af opkald og en del uforudsete situationer i løbet af en hverdag,« lyder det fra Jens Jørgen Pedersen, der en af mange vognmænd der leverer aviserne ud til budene.

Mangfoldigheden er stor i budkorpset. Blandt nationaliteterne er polakker, ukrainere, en mexicaner, estere og litauere og randrusianere med danske efternavne, samt dem med de mere eksotiske. Det er unge og gamle. Folk med social angst og andre sociale handicap og så alle dem, der bare går med aviser som et helt almindeligt job.

Der er 13 flexjobbere ansat og 6 personer, der tages hånd om i CSR-regi, viser en optælling, efter at Jette Hagen Gregersen har tænkt sig grundigt om.

»Og så har vi ansat 7 ukrainere, de er virkelig en god hjælp.«