Kunstmuseet er nødt til at sende nogle af deres værker på turné, mens et større renoveringsarbejde af kulturhuset er i gang.

Da Kulturhuset i Randers blev indviet 28. august 1969 skortede det ikke på lovprisninger af det nye, brutalistiske bygningsværk. Det blev omtalt som ’Nordeuropas største kulturelle supermarked’, og Randers blev fremhævet som national foregangsby på det kulturelle område. Det var dengang.

I dag står Randers Kommune med en bygning, der har gjort det godt, men som trænger til en alvorlig makeover, og hvor alle institutioner er udfordrede på plads, skriver Randers Kunstmuseum i en pressemeddelelse.

Nu bliver der dog taget et første og absolut nødvendigt skridt frem, når Kulturhusets indgangsparti, trappeopgang, toiletter og grågård skal renoveres og ombygges.

Randers Byråd har i budgetforliget fra 2019 afsat ti millioner kroner til formålet, og Ejendomsservice har afsat et lignende beløb til nyt tag på bygningen.

»Vi glæder os til at invitere ind i et hus der er lysere, mere indbydende, og som tilbyder husets mange gæster nye rekreative områder,« står der blandt andet i pressemeddelelsen.

Værker på tur

Renoveringen vil påvirke Randers Kunstmuseums muligheder for at invitere indenfor til store særudstillinger og arrangementer. En del af samlingen skal af sikkerhedsmæssige årsager også genhuses.

En perlerække af museets værker af kunstnere som Vilhelm Hammershøi, L. A. Ring, Anna Ancher, Theodor Philipsen, J.F. Willumsen, Ejnar Nielsen, Vilhelm Lundstrøm og Asger Jorn med flere tager på turné til udstillinger i ind- og udland, hvor de vil bidrage til markedsføringen af museet og dansk kunst.

Det betyder dog ikke, at museet kommer til at stå tomt.

Randers Kunstmuseum har heldigvis en stor samling, og de ser frem til at vise en flot præsentation af en række værker fra samlingen, der ikke normalt er fremme i salene. Normalt vises godt 300 værker, men museet har en samling på omkring 4.300 værker, der normalt befinder sig i magasinerne.

Ligeledes planlægger museet i samarbejde med Randers Kunstforening en række pop-op-udstillinger i det offentlige rum. Allerede til august rykker museet ud på gaden, når streetkunstneren Mormor og museet indtager Randers Streetfood.

Mulig nedlukning

Det kan dog undervejs i processen – der er programsat til at starte i september – være nødvendigt at lukke museet i en kortere periode, mens der lægges nyt tag på direkte over kunstmuseets udstillingssale. Ligeledes vil adgangen til kunstmuseet til efteråret komme til at ske gennem den store trappe i atriumgården på Randers Bibliotek.

»Vi er meget kede af de besværligheder, det kommer til at betyde for museets gæster, og vi håber, I vil have forståelse for nødvendigheden,« skriver Randers Kunstmuseum i pressemeddelelsen.

Undervisningen på Randers Kunstmuseum Billedskole kan heldigvis fortsætte som planlagt under renoveringen.

ceb