85 elever fik forleden bevis på, at de har taget juniorlederuddannelsen, som Fodboldlinjen laver i samarbejde med Tradium og folkeskolerne.

Torsdag 9. februar afviklede Fodboldlinjen dimissionsfest for de 85 elever, der i år har taget juniorlederuddannelsen, som Fodboldlinjen laver i samarbejde med Tradium og de lokale folkeskoler.

Eleverne er igennem seks moduler blevet undervist i forskellige elementer af, hvad der skal til for at opbygge og drive en fodboldklub. Eksamensopgaven har så været at præsentere en fodboldklub, og komme med input til økonomi, ledelse, styrker, svagheder, marketing og meget mere.

De nyuddannede juniorledere blev fejret ved en dimissionsfest 9. februar. Pressefoto

Tirsdag 7. februar var der eksamen, og der var flere meget fine eksempler på gennemarbejde projekter, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

Torsdag fik elever fra Rismølle, Tirsdalen, Hornbæk, Assentoft og Vestervangsskolen så overrakt deres diplomer og de fik også en velfortjent sweatshirt. Arrangementet foregik på Tradium, hvor der der var taler ved borgmester Torben Hansen og rektor Jakob Lønvig foran de knap 200 elever og forældre.

I april måned tilbydes alle juniorledere muligheden for at tage C1 træneruddannelsen, der er den første uddannelse i Dansk Boldspil Unions regi.