Af Lars Roed, klummeskribent

Jeg sidder stadig og er temmelig kold i kroppen efter et sent aftenbad i Fussingø Sø.

Det krævede ikke så meget mod at hoppe i. Det er noget vildere, når man kryber i vandet i januar, hvor både luft og vandtemperatur er i nærheden af frysepunktet. Her skal jeg bruge noget af mit mod, min styrke men også en omsorg for mig selv, så mit konkurrence-gen ikke får mig til at blive i vandet for længe. Om vinteren vil jeg også have en tur i saunaen efter det kolde gys. Det er der noget omsorg i. Men der skal ganske enkelt en form for indre lederskab til, for at jeg har lyst til at gå i det kolde vand.

Som jeg skrev i min seneste klumme, så kræver det mod, styrke og hjertelig omsorg at tage indre lederskab og ændre på nogle af mønstrene i sit liv. Da vi i mere end 90 procent af vores liv er styret af det ubevidste og er under indflydelse af vores krybdyrhjerne, er frygten en faktor i de fleste af vores beslutninger og væren og gøren.

Skal vi overvinde vores frygt, kræver det mod og styrke. Meget af vores styrke vil vi finde ved at tage kontakt til vores krop.

Hvordan nu det? Altså vi er jo ikke så vant til nærværende kontakt til kroppen, så hvordan gør man?

Træning er nødvendig, og træningen består blandt andet i, at vi sætter os roligt og mærker kroppen igennem del for del. Hvis vi bygger videre på det indre nærvær ved at bruge kontakten til vores åndedræt, er det muligt at øge bevidstheden gennem daglig træning med åndedrætsteknikker.

Netop denne træning gør os mere og mere bevidste om det ubevidste, og dermed får vi en mulighed for at vælge, om vil vi gå ubevidsthedens, vanernes, frygtens og programmeringens vej, eller om vi vil lede vores liv i den retning, vi kan ønske for os selv, og som vi sandsynligvis går og drømmer om men ikke realiserer.

Med mod overvinder man frygten.

Arbejdet er blot ikke gjort med mod og styrke. Vi må lære at forstå, at den programmering, som ligger dybt i vores ubevidsthed, i høj grad handler om, at vi ikke føler værdi – at vi lever med et dybt mindreværd. Det er vi nødt til at tage os af på en omsorgsfuld og kærlig måde, hvis det ikke skal bygge nye frygtsomme programmering ind i vores ubevidste.

Billedligt må vi lære selv at blive den omsorgsfulde voksne, vi sandsynligt har manglet og savnet hele livet. Altså vi må lære at elske os selv, som vi er. Fuldt ud og kærligt.

Når du læser dette, kan du måske godt mærke, at det med at elske dig selv er du måske ikke så trænet i. Alt det her om indre lederskab af dit liv kræver træning. Det kræver også tålmodighed, for det tager lang tid at ændre mønstre og få nye vaner. Men det er det hele værd, fordi øget selvværd skaber livskvalitet. Det skaber livet.

Så god fornøjelse med træningen og søg endelig hjælp, når du mærker, der er brug for det. Der sidder mange dygtige psykoterapeuter og psykologer med dybtgående kendskab til personlig udvikling, som er klar til at hjælpe og inspirere. Et er dog vigtigt at forstå: det er kun dig, som kan gøre arbejdet, som kan tage lederskabet af dit liv.

Hav det godt til vi ’læses ved’ næste gang.