Forestil dig, at du forsøger at hælde vand på kaffemaskinen, og hver gang må flytte kroppen og hovedet i en skæv stilling for at se, om du spilder og om du snart har fyldt vand nok på til ti kopper.
Og når du skriver ønskeseddel eller en stil, så får du blæk på siden af fingrene på din venstre hånd. For når du skriver som venstrehåndet, så kører hånden fra venstre mod højre, og hånden gnider mod det, du lige har skrevet.
Jeg er venstrehåndet og har gennem min opvækst oplevet, at alverdens kaffemaskiner, håndtag og mange ting i vores hverdag er indrettet til højrehåndede.
Det fik mig til at føle mig klodset. Lige indtil jeg opdagede, at der fandtes ting og varer, der var lavet til venstrehåndede.
Der gik det op for mig, at følelsen af at føle sig forkert ikke var min alene, men skyldtes et flertal, der lige så naturligt opfattede det at være højrehåndet som det indlysende. Det er der ikke noget ondt i.
Sådan er vores samfund nogle gange indrettet efter flertallet. Og jeg tror, jeg kender en smule til den følelse, folk i LGBTQ+ miljøet må have, når de opdager, at de ikke er alene, at der er andre lige som dem.
At opdage, at man ikke er alene, og finde et fællesskab af mennesker med forskellige køn og identiteter, kan være en kraftfuld og befriende oplevelse. Prideparaderne, herunder den i Randers her 10 juni, spiller en vigtig rolle i at vise, at mangfoldighed er noget at fejre og omfavne.
Så jeg vil gerne sende en stor tak til arrangørerne af Prideparaden i Randers og til alle, der deltager. Tak for at skabe et rum, hvor forskellighed hyldes, og hvor mennesker kan føle sig set, accepteret og fejret for den, de er.
