Otte danskere får en tidlig julegave og deler 17 lotto-millioner. En af dem er endt i Randers.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Humøret er formentlig ekstra højt denne søndag morgen i intet mindre end otte danske hjem efter lørdag aftens Lotto trækning. Én løb med førstepræmien på 10 millioner kroner, og derudover vinder syv danskere en million kroner hver.

Man siger, at ’julen varer længe’, og det kan otte danskere helt sikkert nikke genkendende til denne søndag morgen.

Efter aftenens Lotto trækning modtager de et par meget tidlige julegaver og kan nu glæde sig til at dele intet mindre end 17 millioner mellem sig.

Flere vindere

Aftenens helt store vinder løb med førstepræmiepuljen på svimlende 10 millioner kroner. Den heldige dansker havde spillet med online og kommer fra Hjørring Kommune.

Førstepræmievinderen er dog ikke den eneste, der kan se frem til lidt at forsøde juletiden med. Det er der syv heldige vindere, der også kan.

Danske Spils nye ekstratrækning, Super Millionærchancen, hvor samtlige spillede Lotto rækker fra måneden er med i lodtrækningen om fem gevinster á 1.000.000 kroner, løb nemlig også af stablen ved aftenens trækning.

De heldige vindere af Super Millionærchancen lørdag aften er:

  • En heldig kunde fra Randers, som har spillet med via lynspil
  • En heldig kunde fra Region Hovedstaden, som har spillet via abonnement
  • En kupon købt hos Letkøb i Kværndrup
  • En kupon købt hos Kvikevitten i Store Heddinge
  • En heldig kunde fra Region Hovedstaden, som har spillet med via mobilen. Den heldige vinder ramte desuden 2×4 rigtige, hvilket udløser en gevinst på 140 kroner. Den samlede præmiesum lyder derfor på 1.000.140 kroner.

Udover de fem, dugfriske millionærer fra den nye ekstratrækning, blev der også vanen tro udtrukket to nye millionærer ved ekstratrækningen ‘Millionærchancen’. Millionærchancen garanterer, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der hver vinder 1.000.000 kroner.

De to heldige vindere af Millionærchancen lørdag aften er:

  • En heldig kunde fra Hvidovre, som har spillet via abonnement
  • En kupon købt hos SuperBrugsen i Jægerspris

Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne.