Konceptet er allerede med stor succes indført i parrets butik i Esbjerg. Nu udvider de til Randers, som er den ene indehavers hjemby.

AF CECILIE BISGAARD

1. marts åbner der i Randers midtby en café med et helt særligt koncept. Stedet kommer til at hedde Keramikcaféen, og som det lidt ligger i navnet, så bliver det et sted, hvor du kan udfolde din kreativitet, mens du maler på keramik.

»Vi satte os ned for at finde ud af, hvad vi kunne gøre for at holde vores forretning i gang i løbet af sommeren. Vi havde hørt om mal-selv-keramik, så vi undersøgte, hvad mulighederne er, og vi blev enige om, at det gør vi sgu. Og så væltede det ind med bookinger,« fortæller Margon Bilde.

Han kommer fra Randers, men de sidste ti år har han boet i Esbjerg, og det er herfra, at han sammen med sin kæreste Dorthe Værnhøj driver Galleri Værnhøj.

De startede op med mal-selv-keramik-konceptet i deres esbjergensiske butik 1. juni.

»Siden har vi ikke set os tilbage. På de sidste seks måneder har vi haft 3.000 gæster igennem. Det er fuldkommen eksploderet,« siger han.

Fik førsteprioriteten

Som sagt kommer Margon Bilde oprindeligt fra Randers, og derfor var det nærliggende for parret at kigge mod Kronjylland, da de besluttede sig for at udvide deres koncept.

»Hvis det kan lade sig gøre i landets femtestørste by, så kan det også lade sig gøre i den sjettestørste by. Det skal nok blive rigtig godt i Randers – det er det i Esbjerg,« lyder ræsonnementet.

De tog derfor til Randers for at kigge på tomme lokaler. De fandt et par stykker, som, de syntes, var interessante, og de endte med at leje det lokale i Torvegade, der var deres første prioritet.

»Der er lidt tid til, at vi åbner, men der er også meget at lave. Der er 250 kvadratmeter, der skal sættes i stand. Der er tre etager og kælder,« siger han.

De første har booket

I deres butik i Esbjerg er der et værksted, hvor Margon Bilde og Dorthe Værnhøj laver deres kunst. Det kommer der ikke til at være i Randers. Til gengæld kommer der både galleri, café og butik.

»Folk kan forvente at få en oplevelse, hvor de får lov til at udleve deres egen kreativitet. Mange siger, når de er færdige med at male, at det er ’Berit fem år’. Men når de henter det, er det helt anderledes. Når delene er glaseret og brændt, bliver de blanke og flotte med strålende farver – så folk bliver rigtigt glade for det, de har lavet,« siger Margon Bilde.

Det bliver ikke sådan, at det kun er et krus eller et askebæger, du kan male på. Hos Keramikcaféen vil der være cirka 180 forskellige dele at vælge mellem. Der er skåle, vaser, lysstager, tallerkner, sæbeskåle, krus og meget andet.

»Og vi har samtlige farver fra den producent, som vi har valgt at arbejde med,« siger han og fortsætter:

»Vi er allerede blevet taget rigtigt godt imod. Og vi har fået vores første bookinger.«