Stor sag om kopicigaretter. Tre forsøgte at løbe over markerne efter biljagt. Tre andre blev anholdt i Randers.

I en storstilet operation har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i samarbejde med Østjyllands Politi anholdt seks personer i forbindelse med handel med ulovlige kopicigaretter.

Anholdelserne, fandt sted både i Randers og efter en hæsblæsende biljagt ved motorvejsrampen ved Hadsten, hvor tre mænd efter et uheld i en Audi forsøgte at stikke af fra politiet.

Operationen tog sin begyndelse mandag aften, da en Audi Q7 på flugt fra politiet forulykkede ved Ødum nord for Aarhus. Tre personer flygtede fra ulykkesstedet, men blev kort tid efter anholdt af politiet med hjælp fra hunde. Tidligere samme aften havde politiet anholdt tre andre på en adresse i Randers, hvor et større parti ulovlige kopicigaretter blev fundet.

»Nu forestår et videre efterforskningsarbejde, der kan afdække mere om den organiserede gruppe, vi mistænker står bag,« siger Michael Kjeldgaard, ledende politiinspektør ved NSK, i en pressemeddelelse.

De anholdte, hvis identitet og roller i sagen endnu ikke er offentliggjort, blev tirsdag eftermiddag krævet varetægtsfængslet i forbindelse med grundlovsforhøret, hvor anklagemyndigheden anmodede om dørlukning.

De seks anholdte er nu varetægtsfængslet til 21. marts. Tre af de sigtede kærede beslutningen, mens to af de seks udbad sig betænkningstid. Det oplyser en pressemedarbejder fra National enhed for Særlig Kriminalitet til Din Avis.