Under lørdagens ølfestival i Arena Randers er der langt over 40 udstillere med øl i glassene.

Det tegner til at blive et større fremmøde af folk med øl i hanerne end forventet under lørdagens ølfestival, fortæller en af arrangørerne bag.

“Vi er nu oppe på mere end 40 stande under Øl i Arenaen. Det er jo fantastisk” siger Morten Fogdahl-Wiese, der sammen med kammeraten Dennis Mejdal står bag det randrusianske ølmærke Beard Brew.

Han har slået pjalterne sammen med Morten Arnesen fra Arena Randers og nu laver de for første gang en ølfestival i hal 2 i Arena Randers lørdag 9. marts.

Og selvom man ikke skal forvente, at alt er en succes fra start rent publikumsmæssigt, så er Morten Fogdahl-Wiese helt overbevist om, at det bliver til en indendørs ølmesse igen i 2025.

“Med den opbakning vi har fra så mange bryggeriet og forhandlere af øl, så viser det, at der er mange der har en interesse i at vise deres øl frem for publikum. Så nu håber vi, at publikum støtter op og får en smagsoplevelse ud over det sædvanlige.”