Kim Møller drømmer om en scene, restaurant og butikker på havnen i Udbyhøj. Men han føler, at han altid bliver mødt af en “det kan ikke lade sig gøre”-tilgang.

AF CECILIE BISGAARD

I Udbyhøj har de en plan. De vil gerne udvikle og udbygge havnen. Ikke, fordi de nuværende faciliteter trænger til en udskiftning. Bortset fra et enkelt skur er det hele faktisk i tiptop stand. De vil gerne udvikle, fordi de kan se store muligheder i at trække turister til.

Det fortæller Kim Møller, der ud over at være en lokal ildsjæl også er formand for Foreningen Udbyhøj Havn.

Problemer er bare, at det ikke er foreningen, der ejer havnens arealer. Det gør Randers Kommune.

»Hver gang vi henvender os til kommunens forvaltning, er det aldrig ”den idé kan godt lade sig gøre, hvis …” – det er altid bare ”det kan ikke lade sig gøre”. Vi møder en mur, hver gang vi vil udvikle,« siger formanden.

»De skal sparkes herud«

Kim Møller understreger, at det ikke er sådan, at der slet ikke sker noget på lystbådehavnen. Der er givet tilladelse til at bygge ferieboliger i den nordøstlige ende af havnearealet. En del af en grussti er blevet flisebelagt, og lige nu er de ved at indhente tilbud på næste etape af fliselægningen.

Men han savner, at både Foreningen Udbyhøj Havn, forvaltningen og politikerne er enige om, at udviklingsplanen, som han har arbejdet på i otte år, er sådan, havnen skal se ud på langt sigt.

»Jeg savner en konsensus om, at det er her, vi er på vej hen,« siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter under billedet

Udviklingsplanen, som Foreningen Udbyhøj Havn har arbejdet på i otte år, indeholder udover gæstesejlerpladser også en scene til open air-koncerter, en restaurant og butikslokaler. Ferieboligerne er allerede godkendt politisk.

»Forvaltningen er ikke dem, der gør mest herude. De skal sparkes herud. Vi er nødt til at have politikere til at presse på hver gang. Landdistriktsudvalget er dem, der gør mest, selvom de har mindst at skulle have sagt. Anne Hjortshøj (formand for Landdistriktsudvalget og medlem af Socialdemokratiet, red.) har hjulpet os i mange år.«

»Det er en fed havn«

Bo Ratz (K) er et af medlemmerne i Landdistriktsudvalget, der kan se store muligheder i Udbyhøj Havn. Han har selv en båd – den ligger godt nok ikke i Udbyhøj, men han har været der flere gange og derfor oplevet byen som gæstesejler.

»Jeg er kommet her tit gennem ti år, og der er kommet klare forbedringer i Udbyhøj. Det er en fed havn. Madpakkehuset er supergodt, og toiletterne er gode. Der er et aktivitetshus, der er åbent for alle. Os fra Randers hygger os herude,« siger han.

Han fortæller, at man i Landdistriktsudvalget er glade for at støtte nye projekter omkring Udbyhøj Havn. Det har allerede givet penge til blandt andet det nye aktivitetshus, der blev indviet for knap et år siden, og til et ligeledes relativt nyt skur til opbevaring af kajakker.

Pladser til gæstesejlere

Som sagt har Bo Ratz oplevet Udbyhøj Havn som gæstesejler. Og netop det med gæstesejlere er noget, som Kim Møller gerne vil have flere af i Udbyhøj. Gæstesejlere er personer, der kommer sejlende til en havn, hvor de så lægger båden til og overnatter en dag eller to.

»Det allervigtigste i vores udviklingsplan er molen,« siger formanden.

Langs den mole, der er længst og ligger mest sydligt, vil de gerne etablere en bro, hvor en række små skibe med gæstesejlere og et par store skibe kan lægge til. Pladserne her skal helst reserveres til gæstesejlere, der kommer fra andre steder end Randers Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er molen her, hvor Kim Møller drømmer om at bygge en lille bro langs, så der kan blive en del flere pladser til gæstesejlere i Udbyhøj Havn. Foto: Cecilie Bisgaard

»Undersøgelser viser, at en gæstesejler lægger 700-800 kroner om dagen. Så hvis der er flere ombord på båden, så kan det godt blive mange penge pr. båd. De penge skal de da lægge her i stedet for i Bønnerup og Øster Hurup,« siger Kim Møller og fortsætter:

Noget at sejle efter

Kim Møller fortæller, at der lige nu er to grunde til, at gæstesejlerne vælger Udbyhøj fra: der er simpelthen ikke pladser nok til gæstesejlere, og så skal der være noget at sejle efter.

Foreningen Udbyhøj Havn arbejder på at ændre begge dele.

»Det, vi hører allermest fra de gæstesejlere, som vi har, er, at her kan de ikke engang købe en liter mælk og en morgenavis,« siger formanden.

Den nærmeste dagligvarebutik er Dagli’Brugsen i Råby – over seks kilometer væk. Gæstesejlere har af gode grunde ikke en bil med, og hvis de skal cykle til Råby, skal de cykle på en landevej uden cykelsti stort set hele vejen. Og lige nu er der heller ikke nogen cykler på havnen, som man kan låne eller leje.

Artiklen fortsætter under billedet

Den helt store drøm er en forlængelse af bygningen her med tre-fire sektioner – og gerne en overetage til en fiskerestaurant. »Problemet er at få lov til at bygge til. Vi mangler en ny lokalplan for havnen,« siger formand for Foreningen Udbyhøj Havn. Foto: Cecilie Bisgaard

Kim Møller drømmer derfor om at udvide den bygning, hvor der i dag blandt andet er madpakkehus. Bygningen består af syv slags sektioner, og han drømmer om at bygge tre-fire mere til.

»Det kunne være fint til nogle små butikker – der kunne være et lille røgeri eller en fiskeforretning. Der kunne være et vinudsalg eller en lille pop-op-købmand. Hvis man lavede en etage mere oven på bygningen, så kunne der måske ovenikøbet være en flot fiskerestaurant,« siger han om sin store drøm for Udbyhøj Havn.

Efterlyser ny lokalplan

Lige ved siden af Udbyhøj Havn ligger Udbyhøj Strand. Stranden er en Blå Flag-strand, og på de varme dage vrimler det med folk, der gerne vil køle af ved vandet.

»En dag talte jeg 294 biler, der var parkeret rundt i hele byen, så med et par stykker i hver bil og udskiftning i løbet af dagen, må der have været mindst 1.000 mennesker i Udbyhøj på bare én dag. Så sammen med gæstesejlerne burde der være grundlag for dagligvaresalg,« siger Kim Møller, inden han fortsætter:

»Problemet er at få lov til at bygge til. Reglerne falder over hinanden, og vi mangler en ny lokalplan for havnen, der skal indeholde udviklingsplanen. Vores største udfordring er Kultur og Fritid-forvaltningen. For dem skal Udbyhøj Havn give overskud. Det er deres kæphest. Men det har havnen aldrig gjort, og de kigger ikke på, hvad der kunne komme ind til hele området, hvis hver gæstesejler bruger 800 kroner.«

Artiklen fortsætter under billedet

Hver gang Kim Møller (til højre) kæmper for at udvikle Udbyhøj Havn, føler han, at han rammer en kommunal mur. »Forvaltningen skal sparkes herud. Vi er nødt til at have politikere til at presse på hver gang,« siger han. Foto: Cecilie Bisgaard

Porten til fjorden

Bo Ratz fortæller, at Landdistriktsudvalget gerne vil støtte Udbyhøj Havn og udviklingsplanen. Udvalget har været på tur i den svenske skærgård, der er fyldt med små havne.

»Her kunne vi virkelig se, hvad en havn kan gøre for turismen. Udbyhøj Havn kunne virke som en magnet – det er porten til Naturpark Randers Fjord, og måske kunne vi trække turister helt til Randers ad vandvejen. På den måde kunne havnen blive måden, som vi udvikler hele området på,« siger politikeren og fortsætter:

»Vi er nødt til at erkende, at her har vi en unik mulighed for at lave noget fantastisk.«

Formanden for Foreningen Udbyhøj Havn er enig i den betragtning.

»Det ville være med til at løfte hele den østlige del af kommunen – Råby, Havndal og så videre. Jeg ved ikke, hvorfor kommunen ikke vil tjene penge på turisme,« siger Kim Møller.

Det er lykkedes for Kim Møller at arrangere et møde for de tre politiske udvalg, der har berøringsflade med Udbyhøj Havn: Erhvervs- og Planudvalget, Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget og Landdistriktsudvalget. Mødet vil finde sted i august, og håbet er, at alle politikerne vil få øjnene op for de muligheder, som Kim Møller og Bo Ratz allerede ser.