Du skal stadig væbne dig med tålmodighed, hvis du skal med bus.

Der er stadig ikke helt styr på sne og is i vores område – og vejret får derfor igen onsdag indflydelse på den kollektive trafik.

Det oplyser Midttrafik på sin hjemmeside.

Her står der, at vejret giver aflysninger og forsinkelser for alle typer kollektiv transport.

Derfor lyder opfordringen at holde sig opdateret om myndighedernes anvisninger – og holde et godt øje på Midttrafik live eller på Rejseplanen, før du tager hjemmefra.

»Når du bruger Midttrafik live i de her dage med store udfordringer med vejret, er det bedst at tjekke, om du kan se din afgang køre på kortet. På stoppestederne skal du trykke på de gule infotrekanter,« skriver Midttrafik.

FAKTA: Sådan ser det ud lige nu

BUSSER: Bybusserne i Randers har indstillet al kørsel på linje 1A og 4 foreløbigt frem til onsdag klokken 9. Linje 2A og 3 kører – begge linjer med stor risiko for forsinkelser og aflysninger.
Alle bybusser i Aarhus kører nu. Der er fortsat stor risiko for forsinkelser og aflysninger.
Bybusserne i Skanderborg har foreløbigt indstillet kørslen onsdag. Det er endnu uvist, hvornår det er muligt at genoptage driften.
Bybusserne i de øvrige byer kører, men der er stor risiko for forsinkelser og aflyste afgange.
Regional og lokalbusser kører i det omfang, det er muligt, men der er mange aflyste afgange, og der er også ruter, hvor der slet ikke køres. De busser, der kører, vil forsøge at følge de normale ruter og køreplaner, men der kan være ruteændringer og store forsinkelser.
LETBANEN: Normal drift på alle strækninger.

Kilde: Midttrafik.

jro