Fem centrale spørgsmål og svar om etablering af solcellepark på størrelse med 500 fodboldbaner
Mange naboer er utilfredse og bekymrede for solcellepark på over tre kvadratkilometer.
»Mener I, der reelt har været borgerinddragelse?«
»Vil I virkelig være miljørapporten bekendt og sige god for den?«
»Hvor meget kommer det til at støje?«
Der var mange kritiske spørgsmål fra borgerne til Favrskov Kommunes borgermøde om den planlagte solcellepark nord for Hadsten med 240 hektar solceller i et område på 330 hektar, der svarer til næsten 500 fodboldbaner. Anslået et par hundrede borgere fra nærområdet var troppet op i kulturhuset Sløjfen i Hadsten for blandt andet at høre mere om lokalplanen, miljørapporten og naboers mulighed for at få erstatning for værditab på deres ejendom. Og ikke mindst muligheden for at stille spørgsmål til kommunen, projektudvikleren Unison og dets miljørådgiver samt Energistyrelsen, der var til stede for at vejlede om værditabsordning med mere.
Borgermødet var annonceret til at vare fra kl. 19 til 21, men spørgelysten blandt publikum var så stor, at mødet varede næsten halvanden time mere. På baggrund af oplæg, spørgsmål og svar på borgermødet har avisen sammenfattet en række centrale spørgsmål og svar:
Har I lyttet til borgerne?
Blandt andre regionsformand Anders G. Christensen, der bor i Hadsten tæt på anlægget, og Per Hessellund fra Nørre Galten var meget kritiske over for den reelle inddragelse af borgerne. De mener ikke, der er lyttet nok til bekymringer og høringssvar, og at kommunen i alt for høj grad lader sig diktere af Unison, blandt andet i forhold til miljørapporten.
Kommunens planchef Henrik Jensen svarede, at der i overensstemmelse med lovgivningen er afholdt to borgermøder og tre høringer, og at Unison derudover har afholdt flere dialogmøder med naboer og markvandringer.
I forhold til kritik af miljørapporten svarede planchefen, at det er udvikleren, der skal levere og betale for miljørapporten, men at den er godkendt af kommunen, der har myndighedsansvaret.
Per Hessellund, der har foreslået at reducere anlægget til 200 hektar og etablere 100 hektar skov, mener ikke, udvikleren har taget højde for borgernes ønske om skov. Det var Unisons direktør Kristian Skipper-Pedersen ikke enig i og påpegede, at Unison igennem processen har tilføjet og vil betale for 40 hektar skov.
Samme kritiker hæftede sig også ved miljørapporten og fandt det useriøst, at man skriver, at anlægget er indpasset i landskabet uden væsentlige landskabelige påvirkninger. På det svarede Unisons miljørådgiver Mette Tranholm Frøst fra Nytteland, at man i den forbindelse også ser på landskabet, anlægget opstilles i, som er et stort åbent landbrugsareal, der ikke betegnes som et værdifuldt landskab.
Hvorfor skal anlægget være så stort og placeres nynært ved Hadsten, hvor der også lige er rejst seks vindmøller, i stedet for at sprede det ud på flere anlæg forskellige steder i kommunen?
Hertil svarede byrådsmedlem Thomas Storm, der er formand for Plan- og Landdistriktsudvalget, at der er masser af åbent land i den vestlige del af kommunen (omkring Hammel, red.), men at det er lodsejere og udviklere, der afgør, hvor de ønsker at placere VE-anlæg, og at kommunen ikke kan diktere placeringen.
En borger fra Hadsten adresserede bekymringen om anlæggets størrelse og henvendte sig direkte til Unisons direktør med et spørgsmål, om de ville være interesserede i at bygge et anlæg på 100 hektar?
»Det korte svar på det spørgsmål er nok nej,« svarede Kristian Skipper-Pedersen.
Hvor meget kommer det til at kunne ses og støje?
Flere borgere udtrykte bekymring for den visuelle påvirkning af landskabet samt støj fra solcelleanlægget og den tilhørende batteripark og transformerstation.
De spørgsmål kom miljørådgiver Mette Tranholm Frøst ind på i sit oplæg og efterfølgende svar på spørgsmål. Hele området bliver omkranset af et 10 meter bredt beplantningsbælte i fire meters højde, nogle steder højere. Anlægget vil stadig være synligt fra nogle steder, som det fremgik af en række visualiseringer fra forskellige steder rundt omkring anlægget, der blev vist på borgermødet. Det vil tage fem-seks år at gro op i fire meters højde og være mere gennemsigtigt om vinteren. Nogle borgere efterspurgte visualiseringer af beplantningen om vinteren, men det er der ikke lavet, lød svaret.
Med hensyn til støj viste miljørådgiveren beregninger, der viser, at støjen ikke kommer over den lovlige støjgrænse, som svarer til ”summen fra en computer”. Støjen fra batterianlægget var ikke med i beregningerne, men de bliver placeret mindst 400 meter fra nærmeste bolig og vil slet ikke nærme sig støjgrænsen, sagde Mette Tranholm Frøst.
Forurener solcelleanlægget og batteriparken, og hvad med sikkerheden?
Flere borgere udtrykte bekymring for, om solcellerne afgiver pfas til fare for drikkevandet, og om der er lavet en beredskabsplan i forhold til batteriparken med op til 200 batterier på størrelse med skibscontainere.
Miljørådgiver Mette Tranholm Frøst sagde i sit oplæg, at der er meget lav risiko for brand i batterier, og at der ikke er nogen væsentlig risiko for forurening fra solceller, som indeholder meget lidt pfas. Unisons direktør tilføjede, at der bliver lavet mange miljøforanstaltninger, og at der bliver lavet en beredskabsplan for batteriparken.
Det bekræftede Sidsel Homann, direktør for Teknik og Miljø i Favrskov Kommune. Beredskabsarbejdet foregår i samarbejde med Beredskab & Sikkerhed, som er det fælleskommunale beredskab i Favrskov, Randers, Norddjurs og Syddjurs Kommune, der deles om udgifterne.
Hvornår bliver solcelleanlægget etableret?
Lokalplanen, der udstikker retningslinjerne for solcelleanlægget, er i høring i otte uger frem til 29. juni. Herefter skal høringssvarene behandles af kommunen, og byrådet skal tage stilling til, om der skal laves ændringer, inden de 25 folkevalgte skal tage endelig stilling til vedtagelse af lokalplanen.
De nyligt etablerede vindmøller ved Hallendrup blev politisk vedtaget for hele 10 år siden, og blandt andre Anders G. Christensen spurgte, om kommunen af hensyn til de berørte borgere vil lave en solnedgangsklausul for, hvor længe der må gå før etablering?
Planchef Henrik Jensen svarede, at loven ikke giver kommunen mulighed for at kræve projektet realiseret inden for en bestemt dato. Ifølge Mette Tranholm Frøst vil det tage et år at stille anlægget op, og der vil være 3.000 transporter i anlægsfasen.
Formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget, Thomas Storm, afrundede borgermødet og understregede, at lokalpolitikerne tager høringsperioden meget alvorligt og læser alle høringssvar, inden byrådet tager endelig stilling.