Drop fordommene og læs en "levende" bog: »Visse typer spørger altid, hvad jeg har mellem benene. Herregud!«

En række levende, litterære værker, har taget opstilling i bøgeskoven. I fuldstændig bogstavelig forstand. Hver især repræsenterer de en minoritet i vores samfund, som ofte er genstand for fordomme, diskrimination og forudfattede meninger.

Det kan skyldes deres livsstil eller beskæftigelse, særlige valg de har truffet, deres etniske oprindelse, sociale status eller det kan være af årsager, de ikke selv er herre over som for eksempel sygdom.

Mens basrytmerne dunker, og festivalgæsterne myldrer rundt i skoven, er de klar til som åbne bøger at bruge en halv time sammen med en ”låner” og svare ærligt på alle spørgsmål ud fra deres egne personlige oplevelser og erfaringer.

Her er blandt andet bøger, der handler om, hvordan det er at være misbruger, være udsat for et seksuelt overgreb, leve med en kronisk sygdom eller et handicap, eller være med i en swingerklub.

»Jeg har en dobbeltrolle, fordi jeg både er bibliotekar og bog. Vi tager ud og snakker med folk om fordomme og tabuer. En bog hos os er en person, der repræsenterer en særlig gruppe i samfundet. Baseret på vores personlige oplevelser, svarer vi på spørgsmål fra læserne og er på den måde med til at udfordre stereotypiske forestillinger, fordomme og tabuer. Jeg er faktisk ret stolt af det, vi laver.«

Asta Svejgaard studerer til bygningsingeniør i Aarhus og har været med i Menneskebiblioteket i fire år. Hendes bogtitel er seksuelle overgreb.

Seksuelt overgreb - hvad vil du vide?

»I min bog kan du få en masse svar på spørgsmål om seksuelle overgreb. Hvad er et seksuelt overgreb? Hvad gør det ved et menneske at blive udsat for det? Hvilke konsekvenser har det? Hvad skal jeg gøre, hvis min kæreste eller veninde har været udsat for et seksuelt overgreb? Nogle har oplevet noget, de ikke føler, de kan tale med andre om. Så kan de spørge en som mig, der har været igennem det, i stedet. De kan spejle sig i mig og vi kan snakke åbent om det. Det kan også være pårørende, der har brug for at stille spørgsmål,« forklarer hun.

»Tit handler det om at få en afklaring, men mange er også bare nysgerrige, og det er helt ok. Man skal ikke være bange for at stille os spørgsmål, der går for tæt på. Det kan vi sagtens tackle. En sjælden gang siger vi, at det har vi ikke lige et svar på, eller det vil vi helst ikke forklare, men de allerfleste spørgsmål, synes vi, er fede og svarer på så godt, vi kan.«

Asta forklarer, at menneskebøgerne også holder godt øje med læserne.

»Nogle titler i Menneskebiblioteket handler om meget voldsomme emner, og det kan godt påvirke læserne. Derfor har vi også øje for, hvordan de har det med det, vi taler om, og sørger for at tage godt hånd om dem, hvis det er for voldsomt.«

Der er stor forskel på titlerne i Menneskebiblioteket. Nogle af dem er det ret tydeligt, hvad handler om – en kørestol er et godt hint – mens andre er mindre tydelige.

»Nogle bøger ved man med det samme, hvad handler om, mens andre er mere flertydige. Seksuelt overgreb er et vidt begreb, men jeg oplever en meget stor nysgerrighed omkring min titel, og den er faktisk også en af de mest populære her på Smukfest.«

Fordommene står i kø

Med fjer i håret, en farverige kjole og en paraply, der ser ud som er den taget direkte ud af Netflix-serien ’Bridgerton’, ligner Fraiia Kathleen Mancenius ikke de fleste andre festivalgæster.

»Jeg er godt bevidst om, at jeg tiltrækker mig opmærksomhed. Folk kigger efter mig, og jeg møder mange fordomme alene fordi jeg ser ud, som jeg gør. Mange tænker om mig, at jeg er en hippie og ryger tjald, men det gør jeg faktisk ikke,« griner hun.

»Jeg har fundet ud af, gennem alt det, jeg har været igennem, at min egen balance er det vigtigste, så det påvirker mig ikke. Jeg har det mest af alt sådan, at fordomme kommer sig af, at vi ikke forstår hinanden.«

Og derfor er Fraiia med i Menneskebiblioteket. Hun har været med i mange år og hovedtitlen på hendes bog er healing, men bogen har mange undertitler.

»Jeg har gennemlevet en masse ting i mit liv – cutter, borderline, seksuelle overgreb – men jeg er samtidig også meget imødekommende og god til at ”connecte” med andre mennesker, så jeg egner mig godt som menneskebog,« forklarer hun.

»I forhold til det spirituelle er det tit sådan, at folk tænker, jeg er en poco loco. Mange er fuldstændig afvisende overfor, at healing har nogen virkning. At det kun virker, hvis man tror på. Som en slags placebo. Jeg laver også clairvoyance og møder rigtig mange fordomme om det. Clairvoyante er sådan nogen, der taler med de døde, laver klarsynsaftner og ringer til politiet med skøre teorier. Det er jo også meget sådan, clairvoyante bliver afbilledet i medierne,« fortæller hun.

Som healer arbejder Fraiia især med psyken og det følelsesmæssige. Hun oplever ofte, at mennesker med svære psykiske problemer har glæde af healing i kombination med anden behandling, men hun kunne aldrig drømme om opfordre folk til at droppe medicin. Spirituelt bekender hun sig ikke til en bestemt retning.

»Jeg kan godt lide den nordiske mytologi og den hinduistiske med alle de forskellige gudeafbildninger. Men der er også noget i kristendommen og i islam, som fanger mig. Jeg ser det sådan, at alle religioner på sin vis siger det samme bare på forskellige måder. Og så handler det om at samle sit eget billede - sin egen forståelse. Hvordan oplever jeg det og hvad vil jeg bruge det til i mit liv. Der er jo ingen, der kan fortælle mig, hvad sandheden er. Det kan jeg kun selv mærke. Det er heller ikke min opgave at fortælle andre, hvad sandheden er. Din virkelighed er anderledes end min, og derfor kan det, der er virkeligt for mig, være usandt for dig.«

Sprang ud som 49-årig

Kan man have succes på arbejdsmarkedet og være mand i dametøj? Sagtens. Kirsten Mols er succesrig selvstændig erhvervsdrivende, en selvsikker kvinde og så er hun transkønnet.

Først i 2006 som 49-årig tog hun mod til sig og fandt et sted i LGBT-miljøet, hvor hun kunne få lov til at være kvinde i fred for alle fordommene.

»Min titel er transkønnet og det kan jeg tale om ud fra mange forskellige vinkler. Hvordan det er at være transkønnet på en arbejdsplads. Eller hvordan udviklingen har været siden slut 1950’erne og frem til i dag, og hvad det har betydet for mig og andre transkønnede, fortæller hun.

Umiddelbart er det ikke let at se, at Kirsten er transkønnet, men hun kan godt møde mennesker indimellem, der synes det er helt ok at glo ubehersket på hende.

»Mange har en formodning om, at jeg har et skidt liv og at det er synd for mig. Det er ikke spor synd for mig. Jeg har et hamrende godt og fantastisk liv. Materielt er jeg en af de bedre stillede i det her land. Jeg har ovenikøbet oppebåret en løn, hvor jeg har betalt topskat, selv om jeg har været ude på arbejdsmarkedet som transkønnet siden 2011,« smiler hun.

Kirsten har aldrig tvivlet på, at det var det rigtige valg, hun traf, da hun sprang ud som kvinde, og hun har aldrig fortrudt det.

»Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Men fordommene trives jo uanset. Jeg har i mange år levet et dobbeltliv, og der kunne jeg godt mærke fordommene,«understreger hun.

Hun valgte i 2009 at blive skilt og flytte fra sin kone og børn.

»Da jeg først havde fundet et sted, hvor jeg var accepteret og lærte en masse mennesker at kende, så var det uundgåeligt, at jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke bare kunne have det sådan hele tiden. Selvom jeg godt vidste, det ville koste mit ægteskab, valgte jeg at være single og glad i stedet for gift og ulykkelig,« forklarer hun.

Den mest almindelige kommentar, Kirsten møder fra folk, er, at de godt kan forstå, hendes kone ville skilles, når nu hun er transkønnet.

»Jeg har så spurgt dem, om de så også kan forstå mig. Så bliver de fleste sådan lidt fåret. De færreste har fantasi til at forestille sig, hvordan det er at være transkønnet. Men hvis man spørger dem, om de kunne forestille sig at leve et liv, hvor de hele tiden skal lægge låg på sig selv, så forstår de budskabet.«

»Jeg putter mig ikke«

Kirsten møder ikke voldsomme fordomme, men mener selv, der har at gøre med hendes udstråling.

»Jeg putter mig ikke. Jeg er meget selvsikker og udstråler en form for atmosfære, så ingen anfægter min ret til at være den, jeg er. Skulle nogen finde på at sige noget til mig, så sætter jeg dem på plads med det samme. Tiden har også ændret sig. Meget er anderledes i dag end tidligere. Der er en større rummelighed og tolerance. Men der er selvfølgelig forskel på at være i en storby og så at komme ud til små provinsbyer. Der er der stadig fordomme.«

De fleste spørgsmål Kirsten får i Menneskebiblioteket, stilles af ren nysgerrighed. Folk spørger hende, om det er hendes eget hår eller hendes egne bryster.

»Til spørgsmålet om håret svarer jeg: ’Ja, jeg har selv betalt det.’ Det plejede jeg også at sige om brysterne, men nu har jeg fået nye bryster betalt af skatteyderne,« fortæller hun med et stort smil.

»Nogle spørgsmål er ret trivielle, og kan godt få mig til at sukke lidt. Visse typer spørger altid, hvad jeg har mellem benene. Herregud! Det er typisk det ældre segment, der stiller spørgsmål til min krop. De yngre går mere op i, hvad jeg oplever af fordomme og forskelsbehandling, og hvordan jeg identificerer mig som køn og den slags.«