Dyr udmelding: Leder nåede at søge nyt job, inden skolelukning blev skrottet
Sødalskolen mister sin populære skoleleder, der fik øjnene op for en anden attraktiv stilling, efter at kommunen offentliggjorde, at man planlagde en fusion, der sidenhen blev afblæst.
Det blev en meget dyr udmelding for Sødalskolen, da Magistratsafdelingen for Børn og Unge i august offentliggjorde, at man planlagde, at skolen skulle lægges sammen med Ellehøjskolen og dermed lukkes fra sommeren 2026.
Ikke alene var der elever, som i den periode, hvor planen var lagt frem, men endnu ikke var vedtaget af byrådet, valgte at forlade skolen, men nu viser det sig også, at skolelederen blev fristet af et job et andet sted.
Pr. 1. december skifter Irina Frello Hansen dermed Sødalskolen ud med Solbjergskolen:
»Da fusionsplanerne var i gang, gjorde jeg mig tanker om, hvad jeg ellers skulle lave. Der var den her stilling som skoleleder på Solbjergskolen slået op, og den blev jeg draget af. Det er en stor skole, der er helt centralt placeret i lokalsamfundet. Det ville jeg gerne prøve kræfter med,« fortæller Irina Frello Hansen, der har været leder på skolen i Brabrand siden april 2023.
Planerne om en sammenlægning med Ellehøjskolen og på sigt en lukning af Sødalskolen faldt som bekendt til jorden, da Socialdemokratiet trak sin støtte til forslaget.
»Det var dér, det for alvor blev en svær beslutning for mig,« forklarer Irina Frello Hansen og fortsætter:
»For jeg har været rigtig glad for samarbejdet her på skolen med både kolleger og forældre. Og så ikke mindst alle de skønne børn, der går her. Jeg har været stolt af at være en del af det.«
Som avisen også tidligere har skrevet om, så har Sødalskolen gennem en længere periode oplevet et faldende elevtal og en stigende andel af tosprogede elever. I dag går der omkring 200 elever på skolen.
Sødalskolens bestyrelse har dog været meget glad for Irina Frello Hansen, som man mener har skabt ro på skolen, og som tidligere omtalt i denne avis mener bestyrelsen, at udviklingen nu går i den rigtige retning. Derfor var det også en meget forbavset formand, der i sidste uge kommenterede på skolelederens farvel og kaldte det »et stort tab for skolen« og »ekstra ærgerligt, at vi ikke får den stabilitet, vi har brug for«.
Og den udmelding forstår Irina Frello Hansen udmærket:
»Jeg kan sagtens forstå bekymringen, men jeg har ikke drevet den positive udvikling, som skolen har været inde i, alene. Jeg er helt tryg ved, at det gode hold, jeg har haft omkring mig på skolen, kommer til at videreføre arbejdet. Og de mange forældre, som kæmpede for skolen under fusionsplanerne, dem skal vi have endnu mere i spil,« siger Irina Frello Hansen.
Det bliver nu Anne Katrine Kusk, der skal overtage lederrollen som konstitueret fra den 1. december. Hun kommer fra en stilling som viceskoleleder og pædagogisk leder på Lisbjergskolen og før det på Søndervangskolen.
Hvis jeg var rådmand …
Eva Borchorst Mejnertz (S), der er medlem af Børn og Unge-udvalget, forstår godt frustrationen over, at der nu igen skal findes en ny leder til Sødalskolen, og hun havde helst været det foruden.
»Jeg tror, man skal huske, at skolelederen ikke altid er den mest synlige i hverdagen, og at skolelederen ikke varetager opgaven alene. Indsatsen i indskolingen er også meget vigtig. Men det er klart, at jeg havde ønsket mig, at der ikke kom flere skift nu,« siger Eva Borchorst Mejnertz.
Hun vil gerne præcisere, at Socialdemokratiet ikke sagde ja til fusionen i første omgang, men blot til at afsøge muligheden.
»Hvis det var mig, der var rådmand, så havde jeg haft stor opmærksomhed på at motivere og fastholde dygtige ledere, særligt i en situation, hvor en mulig lukning er i spil. Men jeg vil ikke pege fingre, og jeg er sikker på, at Thomas (Medom, red.) har gjort, hvad han kunne. Vi har ikke fået en orientering om det i udvalget, så jeg kender ikke detaljerne.«
Hvad mener du, man nu bør gøre for at støtte skolen?
»Jeg er sikker på, at man gør en ekstra indsats nu. Men jeg synes, du skal stille rådmanden det spørgsmål. Har han taget alle greb i brug? Gør han sig andre tanker om, hvordan ikke bare Sødalskolen, men også andre skoler i samme situation med faldende egenskole-andel kan vende udviklingen og blive et aktiv tilvalg?« lyder det fra Eva Borchorst Mejnertz.
Stavnsbinder ikke ledere
Rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) mener, at man har gjort, hvad man kunne for at hjælpe Sødalskolen bedst muligt videre, siden fusionsplanerne blev droppet:
»Det er jo ikke mig, der har daglig omgang med skoleledelsen, og vi stavnsbinder jo ikke vores skoleledere, så når en søger nye opgaver, så går forvaltningen i gang, og der er allerede fundet en ny, dygtig skoleleder med den rette erfaring. Og så er jeg da glad for, at Irina (Frello Hansen, red.) nu skal være leder på en anden vigtig folkeskole i Aarhus,« siger Thomas Medom og tilføjer:
»Vi tilfører nu penge til skolen med budgetforliget. Men det er da klart, at jeg gerne havde været det her holdningsskifte fra Socialdemokratiet foruden, så vi havde undgået, at Sødalskolen skulle igennem det her, men det er nu engang der, hvor vi er.«
I de næste fire år er der afsat 2,75 mio .kr. årligt til »en ekstra indsats omkring skoler i vestbyen herunder bl.a. Sødalskolen, den nye skole i Gellerup samt indsats for børn med dansk som andetsprog i Børn og Unge«, som det fremgår af budgetforliget.
Rådmanden vil dog endnu ikke nærmere ind på, hvad pengene konkret skal gå til.
»Jeg synes, at vi skal give plads til, at en ny leder kommer på plads. Det skal ikke være fra toppen, at vi beslutter det. Men det skal være med til at sikre et bedre elevgrundlag for skolen. Vi har et ansvar for at holde hånden under skolen økonomisk,« lyder det fra rådmanden.
Så I kommer ikke til sommer med et forslag om at lukke Sødalskolen?
»Nej, det gør vi ikke.«