Fortsæt til indhold

De første i landet: Indgår aftale om kommunale medarbejderes ytringsfrihed

Sundhed og Omsorg har indgået aftale med FOA, der skal sikre medarbejdernes tryghed ved at udtale sig om kritisable forhold.

Samfund
ddp

Kommunalt ansatte i den kommunale plejesektor har ligesom alle andre i samfundet ytringsfrihed og ret til at ytre sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads.

Men de tør ikke.

Det har nærværende avis afdækket ad flere omgange - senest i marts, hvor vi kunne fortælle, at cirka halvdelen af medarbejderne i Sundhed og Omsorg er ”helt enige” eller ”enige” i, at det får negative konsekvenser for dem, hvis de udtaler sig offentligt om kritisable forhold i deres arbejde.

På Kongsgården i Viby, hvor den landskendte Else-sag udspillede sig, var der tale om hele 76 pct. af de ansatte.

Det på trods af at rådmand Christian Budde (V) har talt meget om åbenhed og psykologisk tryghed - og har brugt 100.000 kroner på åbenhedstræning for de ansatte.

Nu har han så underskrevet en såkaldt åbenhedsaftale med fagforeningen FOA. Sundhed og Omsorg i Aarhus er den første kommunale forvaltning i landet, der har skrevet under på en sådan, oplyses det i en pressemeddelelse.

»Jeg er glad for, at vi kan tage endnu et skridt for at styrke ytringsfriheden for vores medarbejdere og for at skabe en kultur, hvor man tør sige til, når der er udfordringer i jobbet eller uhensigtsmæssige arbejdsgange. Medarbejdere i sundheds- og ældreplejen har en unik indsigt i hverdagen hos nogle af vores mest sårbare borgere. Det er afgørende, at de føler sig trygge ved at bruge deres ytringsfrihed – ikke mindst for borgernes skyld,« siger Christian Budde.

Konkret sikrer åbenhedsaftalen fokus på ytringsfrihed gennem oplysning og vejledning til ansatte, gode eksempler fra hverdagen og en tydelig markering i ansættelsesbreve.

Samtidig skal ledere og medarbejdere sammen lave retningslinjer, der skal styrke trygheden ved at bruge sin stemme på arbejdspladsen. Målet er at mindske medarbejdernes frygt for negative reaktioner, når de bruger deres ytringsfrihed.

»Medarbejderne skal kunne ytre sig i et psykologisk trygt rum, hvor de ikke frygter at blive fyret eller andre repressalier. Det sikrer loven om ytringsfrihed ikke. Det gør den nye aftale. Det er helt afgørende for at sikre borgere den bedste pleje og for at give medarbejderne mulighed for at udfolde deres faglighed. Vil man forebygge forråelse, er det også en forudsætning, at man kan sige de svære ting højt og få stoppet uhensigtsmæssigheder,« siger Tanja Nielsen, sektorformand for Social og Sundhed, FOA.

Aftalen skal samtidig gøre det til en naturlig del af arbejdskulturen at stille sig kritisk over for unødige regler, så unødvendigt bureaukrati kan fjernes og der frigives tid til kerneopgaven.

Aarhus Kommune og FOA vil løbende evaluere initiativerne og dele erfaringerne med KL, så de kan komme medarbejdere og borgere i hele landet til gavn.