Her er de lokale trætte af biler og tunge køretøjer, der farer forbi hoveddøren. Nu vil politikere have undersøgt, hvad der kan gøres
»Det kan ikke være meningen, at folk skal føle sig utrygge, når de cykler.« To medlemmer af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune oplyser, at man vil have lokalt forslag om et lastbil-forbud på Sletvej nærmere belyst.
I Slet i den sydlige del af Aarhus drømmer borgerne om, at hastigheden på den trafikerede Sletvej bliver sat ned fra 50 til 40 km/t, og så skal det også være slut for lastbiler at køre ad de cirka 800 meter på strækningen, hvor der er huse og almindelig bebyggelse ud til vejen.
Sådan lyder hovedbudskaberne i et nyt forslag, som bl.a. Slet Bylaug har været med til at udarbejde og sende afsted til medlemmerne af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune.
»Det helt store problem er jo bare, at den vej ikke er bygget til det, der foregår på den,« lød det for nylig fra Litte Dalsgaard, formand for Slet Bylaug, til avisen.
»Det forårsager både farlige situationer og usikkerhed for de beboere, der bor langs strækningen og i området i det hele taget,« sagde formanden for det lokale bylaug.
Ifølge de lokale kører cyklister på fortovet i stedet for ude på vejen, idet der ikke er nogen cykelsti, og cyklisterne simpelthen ikke »tør« cykle på vejen, hvor der altså bl.a. kører tung trafik.
»Jeg er tit ved at bakke cyklerne ned, og jeg viser dem også, at vi har vores hoveddør lige ud til fortovet, og at vi har et lille barn, der går direkte ud der, hvor de kører,« fortalte Anne Sofie Pedersen, som altså har sin hoveddør lige ud til Sletvej.
Lokalt har man derfor håbet, at forslaget, der har været et par måneder undervejs, ville blive taget op politisk – og det er der noget, der tyder på, at det nu bliver.
Vil have sagen belyst
For både Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen og Socialdemokratiets Jesper Kjeldsen oplyser, at man har tænkt sig at rejse sagen i Teknisk Udvalg til yderligere belysning af kommunens fagfolk.
»Det har jo netop været en udfordring i mange år, og jeg synes, det er ærgerligt, at man fra forvaltningens side ikke har løst det endnu. Så selvfølgelig skal vi have det fagligt belyst, hvilke muligheder der er for at imødekomme det her lokale ønske,« siger Jakob Søgaard Clausen (DD) og tilføjer:
»Men jeg synes, vi skal gå langt for at imødekomme dem, så vi får løst nogle af de her problematikker. Det er jo også en del af det, vi har aftalt i den grønne mobilitetsplan. Det er blandt andet at sørge for mindre gennemkørende trafik i lokale områder, lavere fart og mere trafiksikkerhed. Så det er jo helt i tråd med det, vi har besluttet i byrådet,« siger han.
Socialdemokratiets politiske ordfører forstår også godt, hvorfor de lokale ønsker, at lastbilerne tager en anden rute end ad Sletvej:
»Det er et område, hvor der kører meget tung trafik, og det mener jeg også helt generelt, at man skal gøre alt, hvad man kan for at holde ude af boligområder, så vidt det er muligt. Hvad den konkrete løsning kan være her, vil jeg bede forvaltningen om at kigge nærmere på, så vi kan få en drøftelse af det i Teknisk Udvalg,« udtaler Jesper Kjeldsen (S) og tilføjer:
»I forhold til det med farten er der flere partier – herunder mit eget – der har foreslået, at de steder, hvor det kan lade sig gøre, og det giver mening, dér skal vi sætte hastighedsgrænsen ned til 40 km/t. Så det synes jeg umiddelbart også, man skal se, om man ikke kan gøre her – om ikke andet for at gøre noget her og nu. Det kan ikke være meningen, at folk skal føle sig utrygge, når de cykler,« mener Jesper Kjeldsen.
Af den orientering, som Tranbjerg Fællesråd fik i september med en status på de lokale mobilitetsudfordringer, forlyder det da også, at Slet »kan komme i betragtning« som en hastighedszone med fartgrænse på 40 km/t.
Men forud for en sådan beslutning skal der i løbet af efteråret 2025 udføres hastighedsmålinger i området.
»Hvad havde I forventet?«
Diskussioner om trafikken på Sletvej er dog ikke ny – og for 14 år siden forsøgte kommunen bl.a. at udarbejde en lokalplan for en omfartsvej, således trafikken skulle gå sydvest om dele af den nuværende strækning, og de drømme går helt tilbage til 1991.
Det har også fået flere til at reagere på sociale medier om et evt. lastbilsforbud.
»I bor imellem to industrikvarterer, hvad havde I forventet?« skrev en blandt flere lignende kommentarer.
Men både Jakob Søgaard Clausen (DD) og Jesper Kjeldsen (S) mener, det er vigtigt, at man lytter til den slags lokale ønsker.
Der er flere, der bemærker, at de jo selv er flyttet derud, hvor de bor, og at de dermed burde have vidst, at trafikken på vejen, er som den er. Altså kan de ikke godt have en pointe i det?
»Jeg synes altid, at hvis der er noget, man ønsker bliver lavet om, så skal man gøre opmærksom på det. Ellers så bliver det jo aldrig lavet om, og jeg synes, det er godt, når folk rejser en sag, for det giver os en anledning til at få afdækket nogle ting, som vi måske ikke var opmærksomme på var et problem. Og så er det jo op til fagligheden og det politiske system at vurdere, hvad man kan, skal og bør gøre i sådan en sag,« lyder det fra Jesper Kjeldsen (S), der tilføjer:
»Jeg kender folk, der bor ud til Aarhus Syd-motorvejen, og de flyttede derud i 80’erne og 90’erne, og jeg tror ikke, de var klar over, at der ville komme så meget trafik, som der kom. Og der føler jeg mig overbevist om, at der er mange, der også er blevet overrasket over den udvikling, der har været i trafikken i Slet, og derfor har jeg også forståelse for, at man ønsker at få set på sagen.«