Grenaa bliver rammen om to fodboldlandskampe. Der er dog ikke tale om Morten Olsens landshold, men derimod Det danske futsallandshold. Danmark møder Tyrkiet i to officielle landskampe i Grenaa Idrætscenter fredag den 25. oktober og lørdag den 26. oktober. Futsal er en form for indefodbold, som spilles på en håndboldbane. Sporten er international, og der findes masser af professionelle klubber og spillere på verdensplan. Viden Djurs og Brazil Football College er arrangør af de to landskampe i samarbejde med DBU, indefodbold.dk og Norddjurs Kommune.