Kan en cowboyhat vende forkert? Kan man lide af bingomani? Hvad er der sket med stakkels Henning, og er bibliotekarer virkelig så kedelige, som man skulle tro? Dette og meget mere kan man få svar på, når teatergruppen Tvivlsomme Typer 19. september opfører showet “Emma gad – gider I”? i den store sal i kulturhuset Underværket
 
Vi kender dem måske alle sammen: Typen der altid kommer for sent, typen der kun bager med spelt, typen der mangler situationsfornemmelse og typen, der er fuldstændig besat af bingo. Typer som disse er det humoristiske omdrejningspunkt i teatergruppen Tvivlsomme Typers show: ”Emma gad – gider I?”.
Gruppen består af syv kreative unge mennesker fra Midtjylland, der lærte hinanden at kende i forbindelse med musicals og revy på VIA UC Campus Silkeborg.
 
En kærlig samling portrætter
”Vi blev inspireret til at lave vores eget show efter at have arbejdet sammen i flere år på diverse musicals og revyopsætninger. Vi har haft et tæt samarbejde inden for både teater og musik, og vi ville gerne se, om det samarbejde kunne blive til noget mere.”, siger skuespiller Sisse Bruun.
Musikken er et bærende element i showet, og de to musikere, Mads Sigaard og Erik Samuelsen, får akkompagneret de fem skuespillere, Mathilde Rud Ottesen, Dorte Thomsen, Cæcilie Steffensen, Simon Vanggaard og Sisse Bruun, på glimrende vis.
”Showet er en kærlig samling portrætter af forskellige tvivlsomme typer, som vi møder i vores hverdag, og som de fleste formentligt vil genkende. Det er vores ambition, at vi gennem showets sketches og sange kan underholde et bredt publikum, og vores erfaring med showet er også, at der er lidt for enhver smag. Vi har i hvert fald fået en masse positiv respons.”