På onsdag 11. november fra kl. 10-12 inviterer Randers Kommunes naturvejleder Lars Maagaard interesserede med i Fladbro Skov og Randers Dyrehave. Det sker under overskriften ”Hjortebrunst, løvfald og spor i skoven”.
 
”Vi vandrer en tur i skoven og dyrehaven, hvor løvfaldet er på sit højeste, og dåhjortene er i brunst og kæmper om hunnerne,” fortæller Lars Maagaard, som undervejs vil berette om skovens historie, planter og dyr og om hjortenes liv i dyrehaven.
”Vi kigger også efter spor i skoven. Ikke kun dyrespor men også kulturspor efter menneskenes brug af området og skoven. Blandt andet skibakken i dyrehaven,” tilføjer Lars Maagaard.
Onsdagens naturtur slutter ved Skovhuset, hvor den medbragte kaffe drikkes udenfor.
Mødested kl. 10 er parkeringspladsen for enden af golfbanen, på hjørnet af Fladbrovej og Himmelbovej.
 
Dyrene i haven
Randers Dyrehave består af 14 hektar skov og eng syd for Nørreåen. Dyrehaven er etableret 1994, ejes af Randers kommune. Dyrehaven blev etableret i 1994 i en del af Fladbro skov. Ca. fire hektar ligger i græs, men resten er skov.
Der er frisk kildevand til dyrene det meste af året, og de støttefodres med kraftfoder og wraphø i vinterperioden. Fodring af dyrene er strengt forbudt.
Dyrehaven er åben for publikum året rundt. Der er etableret stier til gående trafik. Hunde må ikke medtages i dyrehaven, heller ikke i snor.
Dyrebestanden i Randers Dyrehave består udelukkende af dåvildt. Dådyrene i stammer fra Marselisborg dyrehave syd for Århus, som igen stammer fra Jægersborg dyrehave nord for København. 
Der har været dåvildt i Danmark siden omkring år 1000, og i dag findes fritlevende bestande på Øerne og i Østjylland.