”Fotoworkshop for børn og unge” foregår tirsdag 16., onsdag 17. og torsdag 18. februar klokken 11–15 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. I workshoppen deler den professionelle fotograf Juan De Dios Garza Vela ud af tips og tricks, der er nødvendig basisviden for kunsten at tage et godt fotografi. Juan De Dios Garza Vela var i efteråret involveret i lignende fotoprojekt på Museum Østjylland i Grenaa. Her var det skolebørn fra 5. og 6. årgang, der stillede skarpt og tog flotte fotos under titlen ”Mit Grenaa”. 
Når foto-teorien er på plads til workshoppen i Kulturhuset, slippes børn og unge løs, stiller skarpt og fotograferer. Anstrengelserne munder ud i en mini-fotoudstilling, der sættes op torsdag. Efterfølgende er der reception og kåring af bedste fotos. Forældre, venner og veninder og andre interesserede er velkomne. De tre bedste billeder kåres, og der vil være en lille præmie. Fotoudstillingen under navnet ”Sort/hvid eller farve” kan ses på Museum Østjylland i Kulturhuset frem til 13. marts.
Tilmelding nødvendig. Det er gratis at deltage i fotoworkshoppen.