Da KFUM-lederen Claus ”Kiks” Christensen i sæson 2006-2007 efter lang tids forarbejde søsatte sit projekt Randers HH, var det for at tilbyde unge herrespillere et attraktivt miljø i Randers.
Nu var der ikke så mange at servicere, for randrusiansk herreungdomshåndbold var tæt på at lide en smertefuld død.
”Der var ikke et eneste herrejuniorhold. Der var heller ikke et eneste herreynglingehold. Og kun ganske få drengehold. Der var mere eller mindre udsolgt på alle hylder,” forklarer Claus Christensen her mindre end 10 år efter.
Mange har taget del i marchen fra 3. division til ligaen, men ingen har som Claus Christensen knoklet løs med alle mulige opgaver på stort set alle tider af døgnet.
På de 10 år med Claus i førersædet er randrusiansk herrehåndbold vokset fra et jysk mesterskab i U14-drenge til et blandet Freja/Dronningborg-hold (læs andetsteds – red.) til for første gang nogensinde at være repræsenteret i dansk herrehåndbolds fornemste række – ligaen, hvor Randers HH i sæson 2016-2017 skal udfordre bl.a. KIF Kolding København, Skjern, Bjerringbro/Silkeborg, Århus Håndbold, Team Tvis Holstebro, Aalborg og GOG.
”Ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet, at vi små 10 år efter skulle stå med et Randers-hold i ligaen. Målet dengang var at forsøge at kunne tilbyde de unge at e spille på eliteniveau i Randers. På seniorplan havde jeg en drøm om at komme i 1. division og så se, hvad der eventuelt kunne ske. Men på to år at drøne fra 3. til 1. division og efter to sæsoner i landets næstbedste række at sikre direkte oprykning til ligaen efter at have været tæt på ligastatus i oprykningsspil i første sæson…. Nej, det havde jeg ikke set komme,” lyder det fra Claus Christensen, der ved Galla 2013 i Randers Kommune fortjent blev hædret som ”Årets leder.”
 
Lang lederkarriere
 
En fortjent anerkendelse efter en lang lederkarriere, der har budt på hårdt arbejde efter en lang årrække i Randers KFUM, hvor farmand, Kurt ”Muggi” Christensen, der desværre ikke er mere og derfor ikke kan nikke anerkendende til sønnens fornemme arbejde, i tidernes morgen var førsteholdsspiller. På et dengang skræmmende KFUM-mandskab, der foruden ”Muggi” talte navne som Poul Erik ”Roller” Jacobsen, Bent ”Big Ben” Pedersen, Steen ”Hungas” Poulsen, Peter Haagen, Jan Christensen, Lars Nielsen, der var randrusiansk herrehåndbolds første rigtige version af begrebet tung midterstregspiller, Ebbe Mortensen, Finn Therkildsen og Teddy Barrett.
KFUM udfordrede i en årrække i 70’erne både Randers Freja og Hornbæk SF, men blev aldrig størst og bedst, og efter nogle forgæves forsøg på at nå landets bedste række – af DB Randers, DB/Vorup, HF Randers og meget kort Randers HK – døde herrehåndbolden, da Randers HK af økonomiske årsager trak herreholdet ud otte dage før sæsonstart i 2000 – på et tidspunkt, hvor man havde kendte trænernavne som Peter Bredsdorff-Larsen og Henrik Løvschall tilknyttet. Der var ikke råd til to håndboldhold i Randers HK og så nedlagde man herreholdet.
Alt for damerne…
 
Ville selv bygge op
 
Med den brutale henrettelse af Randers HK-herrerne gik alt mere eller mindre i stå i randrusiansk herrehåndbold.
DB, Vorup og Freja havde kun hold i de lavere rækker.
Ingen havde mod på eller midler til at forsøge sig igen. HSF og KFUM arbejdede lidt sammen, og i en periode var KFUM med Claus Christensen og Søren Winther som trænere i 3. division.
I sæson 2006-2007 gik Randers HH så på banen.
Med to hold i U16 og to hold i U18.
Nej, der var ingen seniorhold.
Det ville man selv bygge op, og så gik man i gang i 2007-2008 – på Randers KFUM-licensen. På et tidspunkt, da Randers KFUM havde tre år i 3. division og var tæt på nedrykning.
 
College og elitekultur
 
Hos Randers HK fyrede man i maj 2009 cheftræner Martin Albertsen.
I august blev han tilknyttet Randers HH og blev senere cheftræner, da man i fyrede træner Mogens Kirk.
Og efter Albertsen, der kom til Viborg HK, derpå til København og nu er i tysk håndbold, kom så Ole Bitsch, der efter fem års fornemt arbejde takker af og skifter til Skive, der netop er trykket ud af ligaen…
”Med Martin fik vi implementeret en elitekultur, og da vi for alvor fik kontakt med Christian Møller og håndboldcollege baseret på 9.-10. klasseeleverne på Randers Realskole, begyndte det at tage fart. På det tidspunkt spillede de bedste unge randrusianske håndboldspillere bl.a. i Bjerringbro. Det kunne da ikke være meningen,” forklarer Claus Christensen.
Og så gik Claus & co. ellers i gang.
Nu har især Claus på det seneste sekunderet af sportschef Peter Hansen, bestyrelse og en lang række frivillige i forskellige udvalg driblet sig i ligaen med hjælp fra bl.a. fem af de knægte, der var med til at starte det hele i HH i 2006-2007 og inden da på drengeholdet DB/Freja…
Claus Christensens egen aktive karriere? Jo playmaker på førsteholdet i DS og 3. division.
Personer, der gerne vil drille, henleder opmærksomheden på en pokalkamp mellem KFUM dengang i serie 1 og Vadum fra landets bedste række. KFUM havde ført hele vejen og satte så ”Kiks” på banen 10 minutter før tid. Iflg. pålidelige kilder smed hr. Christensen bolden væk tre gange, og så vandt Vadum med en enkelt pind…