Søndag 22. maj fra kl. 5-8 kan de morgenfriske stå op med fuglene ved Assentoft. Med udgangspunkt ved den gamle Essenbæk Kirkegård vandres en tidlig morgentur ned gennem bakkerne til Volk Mølle og herfra langs den gamle fjordskrænt gennem skov og mose. Turens længde er på ca. tre kilometer krydret med et imponerende kor af sangfugle, bl.a. nattergal, løvsanger, sangdrossel og rørspurv. Mødested er Den gamle Essenbæk Kirkegård på Essenbækvej 1. Man bedes medbringe kikkert og fodtøj der kan tåle vand og evt. varme drikke, da der bliver tid til en pause undervejs.
Tirsdag 24. maj fra kl. 20-22 byder Randers Kommune og de to ornitologer igen på en aften- og nattergaletur, denne gang ved Fladbro. Med start ved golfbanerne vandres en rundtur ved Nørreå, Gudenå og rundt i Fladbro Skov. På den fire kilometer lange tur vil der flere steder være mulighed for at høre nattergalen. Mødested på P-pladsen på hjørnet af Fladbrovej og Himmelbovej. Man skal huske kikkert og fodtøj der kan tåle vand.