Ostehandlerens søn fra Randers, som er den anerkendte kunstner Erik A. Frandsen, har skabt kunstværket ‘Den væltede statue’. Den indvies fredag 27. oktober.

Fredag 27. oktober klokken 15 indvier Randers sit nyeste kunstværk. Det kommer til at stå på Thors trappe, ved siden af det nyeste højhus i Randers, Bryggertårnet.

Kunstneren bag statuen er den internationalt anerkendte Randers-fødte kunster, Erik A. Frandsen, og statuen bliver ifølge Randers Kommune en del af en »skulpturakse« og et fikspunkt i den nordlige ende af Østervold med udsigt ned mod Helen Schous »Jyske Hingst«, Ingvar Cronhammers »Fontæne« og »Redfall«.

»Bar Roma« er skabt af bysbarnet Erik A. Frandsen. Skitsefoto: Erik A. Frandsen/Randers Kommune

Kunstner fra Randers

Det er kunstneren og ostehandlersønnen fra Randers, Erik A. Frandsen der har arbejdet på skulpturen i Italien i månedsvis. Bar Roma, som skulpturen hedder, skal tydeliggøre de forandringstider, vi lever i, har kunstneren tidligere udtalt.

»Den 8 meter høje og 1.5-2 tons tunge, sprøjtemalede aluminiumsskulptur, som er væltet ned af sin alt for lille sokkel, ligger nu og udfordrer og understreger de bevægelser og strømninger, der sætter spørgsmålstegn ved hierarkierne i vores samfund. Tidernes foranderlighed og den folkelige forankring i vores magtsymboler,« står der i Erik A. Frandsens skitseforslag til statuen der kommer til at stå på midten af den store landskabstrappe der snart forbinder toppen af Østervold med Thors Bakke og sundhedshuset.

Det bliver et kunstværk med store cirkler af lys beton på op til 20 meter i diameter, hvor der plads til både leg, ophold og udsigt.

Private og kommune bag

Budgettet til kunsttrappen er på fem millioner kroner, hvoraf Randers Kommune har givet tre mio. kr., delvis taget fra kommunens kunstfond, og derudover er der indsamlet 1,5 mio. kr. i erhvervslivet. Den sidste halve million er fundet via fonde.

Det er en gruppe af lokale erhvervsledere med Jens Nielsen fra Pedersen & Nielsen automobilforretning, Søren Fischer fra Randers Gears og tidligere direktør i Randers Kommune, Erik Mouritsen, i spidsen, der har indsamlet midlerne i erhvervslivet.